Vissent
oliventræ var ikke et alternativ til Berlusconi
Det
nys overståede valg i Italien har været en tragikomisk parodi på det
parlamentariske demokrati i et kapitalistisk samfund.
I et land, hvor kun en beskeden
brøkdel læser aviser, har landets rigeste mand, Silvio Berlusconi, der
bl.a. ejer alle de største private tv-kanaler, med et enormt valgbudget
sikret sig magten. I valgkampen har han kategorisk afvist at stille
op til debatter med politiske modstandere eller kritiske journalister.
Til gengæld har han fyldt fjernsynet - herunder de statslige kanalers
reklameblokke - med platte præsentationer af sig selv som nationens
frelser - og udsendt en 130-siders helgenmyte om sig selv (i Billedblads-layout)
til samtlige landets husstande.
Den faldne regeringskoalition,
"Oliventræet", der består af det socialdemokratiske (tidligere
kommunistparti) DS samt en række borgerlige partier, savner således
ikke undskyldninger for sit nederlag. Alligevel har man lagt vægt på
også at udpege en anden syndebuk: Rifondazione comunista, som kan sammenlignes
med den danske Enhedsliste, og som 4. Internationale i Italien er en
del af. Rifondazione ville med sine ca. seks procent af stemmerne teoretisk
set have kunnet sikre regeringens overlevelse, hvis partiet havde valgt
at være en del af Oliventræ-koalitionen.
Det ville i praksis have betydet,
at partiet skulle have tilsluttet sig koalitionens valgprogram og have
undladt at opstille egne kandidater til den halvdel af pladserne, der
vælges i enkeltmandskredse (som i det engelske valgsystem). Det afviste
Rifondazione - med god grund.
Oliventræets valggrundlag var,
som regeringskoalition, først og fremmest en fortsættelse af den politik,
italienerne har været ofre for i de sidste fem år. En politik, der først
og fremmest har sigtet på at bringe Italien med i ØMU'en, med alt hvad
deraf følger: massive offentlige nedskæringer, forringelse af pensionssystemet,
stor arbejdsløshed osv. De lysegrønne løfter fra sidste valgkamp, bl.a.
om 35 timers arbejdsuge, er til gengæld ikke blevet indfriet.
Berlusconi vandt ikke kun på
penge og smarte reklamemænd. Han vandt også på konkrete løfter, bl.a.
om forhøjelse af folkepensionens grundbeløb (fra ca. 2800 til 4000 kr.
om måneden!) og 1,5 mio. nye arbejdspladser. Han vandt også på den demoralisering
og skuffelse, som den såkaldte venstrefløjsregering havde skabt.
Rifondazione var oprindeligt
med i Oliventræet, men valgte at bryde, da regeringen gik i gang med
sin velfærdsnedbrydning. Også selv om det betød en splittelse i Rifondaziones
parlamentsgruppe. Det er bemærkelsesværdigt, at udbryderne, der her
ved valget stillede op som et nyt parti i Oliventræet, praktisk taget
blev udraderet, mens Rifondazione stort set bevarede sit stemmetal -
på trods af den massive "stemmespilds-kampagne" mod partiet.
De, der stemte på Rifondazione, stemte på et alternativ til regeringen
og et alternativ til Berlusconi; et alternativ til venstre.
Der er ingen tvivl om, at Berlusconi
vil fortsætte dét, der bliver kaldt "moderniseringen af Italien",
med endnu skrappere midler. Ud over den fortsatte afvikling af den offentlige
sektor vil der bl.a. blive tale om direkte angreb på fagforeningerne
og på den ansættelsestryghed, der traditionelt har været i Italien.
Ikke mindst fra Berlusconis koalitionspartnere, det småracistiske Lega
Nord og de tidligere fascister i Alleanza Nazionale, kan der endvidere
ventes fremmedfjendske tiltag.
Der bliver rigeligt at tage kampen op imod.
Men ved sin konsekvente holdning
mod ØMU-politikken og sin modige valgkampagne mod Berlusconi, men også
mod det visne Oliventræ, har Rifondazione skabt det bedst mulige udgangspunkt
for at rejse den nødvendige kamp dér, hvor den kan vindes: på arbejdspladserne,
i folkelige bevægelser, på gaden.
SAP's Forretningsudvalg, den
23.5.01.
PS:
Fjerde Internationales internationale ungdomslejr afholdes i år i Italien. Det blev den også i 1994, samme år som Berlusconi sidste gang fik magten. Dengang faldt regeringen efter syv måneder. @Vi lader det være helt op til læserne at drage eventuelle konklusioner!