Social- og sundhedsvæsenet:
Det er ikke uden grund, at det offentlige social- og sundhedsvæsen i
adskillige år har været genstand for hård kritik.
Det er til gengæld helt absurd, at der er politiske kræfter, som har
udnyttet denne situation til at rejse en hetzagtig kritik mod de menige
ansatte.
Det er de samme politikere, som i de sidste 15-20 år har vedtaget og
gennemtrumfet den ene nedskæring efter den anden - uden at bekymre sig om
konsekvenserne af deres beslutninger.
Det er de samme politikere, der i de senere år har stået bag den
omfattende privatisering og udlicitering.
En udvikling, som åbner et profitabelt marked for privat kapital og
samtidig gøre det lettere for politikerne at løbe fra ansvaret. Men som til
gengæld hverken forbedrer forholdene for brugere eller ansatte – tværtimod.
Der er hårdt brug for en gennemgribende fornyelse af den offentlige sektor. Men
en fornyelse, som sætter faglighed og menneskelighed i centrum.
Derfor er der brug for, at de ansatte stiller sig i spidsen for krav
om:
* En afbureaukratisering af ledelsesstrukturen. For eksempel er der i Gladsaxe
kommune seks (!) "lederled" mellem en hjemmehjælper og
socialdirektøren. De
ressourcer, som frigives ved at gøre strukturen mere flad, skal overføres til
de personalegrupper, som yder direkte behandling, pleje og omsorg til brugerne.
* Et stop for de evindelige kortsigtede omstruktureringer, hvor intet
får lov til at forankre sig, og hvor brugerne og personalet blot reduceres til
brikker i de ledende politikeres og embedsmænds spil. Spil, som kun tager
hensyn til den øjeblikkelige økonomi og/eller ideologiske kæpheste, alt for
ofte på bekostning af kvaliteten.
* Afskaffelse af forældede faggrænser og traditioner, som begrænser
mulighederne for et ligeværdigt og frugtbart samarbejde og udvikling for de
ansatte.
* Selvforvaltning på de enkelte afdelinger. De menige ansatte skal organisere
sig som tværfaglige, selvstyrende grupper. Disse grupper fordeler arbejdet
mellem sig, med udgangspunkt i den enkeltes erfaringer og kvalifikationer.
* Fuldstændig åbenhed og gennemskuelighed i de budgetter, afdelingerne råder
over, samt en løbende rapportering om afdelingernes økonomiske råderum.
Inddragelse af de menige ansatte, når budgetterne skal lægges.
* Hurtig genbesættelse af ledige stillinger. Dvs. et opgør med mange års
praksis om at udskyde eller undlade genbesættelse af stillinger for at få
budgetterne til at række. Denne praksis fører til dårligere service,
udbrændhed, nedslidning og personaleflugt.
* En seniorpolitik, som kan sikre både fastholdelse af erfarne medarbejdere,
samt en solid faglig støtte til de unge kollegaer og dem, der er under
uddannelse.
* En højere prioritering af det psykiske arbejdsmiljø, med forstærket
inddragelse af og faglig rådgivning og vejledning fra miljøkonsulenter i de
faglige organisationer.
* En faglig og civil oprustning blandt de offentlige ansatte, som gør dem i
stand til at til at gøre op med den bevidstløse blind loyalitet og frygt over
for systemet. Ytringsfriheden skal ikke kun bruges, når man er gået på pension
eller selv bliver syg og offer for systemets fejl og mangler.
Det er nødvendigt med et opgør og et oprør, der både bygger på brugerkrav, men
som i høj grad også kommer indefra, fra de ansatte - for at sikre en reel
modernisering, hvor rationalisering og effektivisering faktisk fører til en
forbedring af den offentlige sektor.
Et sådant oprør er det eneste, der kan sikre brugerne en kontinuerlig,
professionel, værdig og respektfuld behandling.