Bush Junior – USA's nyindsatte præsident med godt 100 dage på bagen – har problemer. Det går ikke så godt med økonomien. Og så er der jo den kedelige kendsgerning, at Bush er indsat uden et flertal, efter en valghandling, der i ethvert andet land ville have givet en påtale fra valgobservatører. Han mangler demokratisk legitimitet, som det hedder, når det skal være fint.

Bush Junior har også magten til at gøre egne problemer til andres problemer. Så han spiller det nationalistiske kort, ganske som andre statsledere – hvad enten de hed Milosevic i Serbien eller Estrada i Filippinerne – har gjort før ham.

Det nationalistiske kort "made in USA" betyder ikke etnisk udrensning af egne borgere. Men konsekvenserne er nok så alvorlige og har – i kraft af USA's position som verdens stærkeste imperialistiske magt – konsekvenser for hele klodens befolkning.

Først meddelte Bush, at USA ikke længere ville lege med, hvad angår klimaaftalen. Billig benzin og el til amerikanerne, lød parolen, selvom det selvfølgelig nok så meget handlede om den amerikanske olieindustris interesser. Ofrene bliver os alle sammen, men især den almindelige befolkning i den tredje verden, der på grund af ændret klima vil få vanskeligt ved at skaffe fødevarer nok. Hvis de da ikke helt bliver skyllet væk fra verdenskortet.

Dernæst meddelte Bush, at USA vil fortsætte sine planer med oprettelsen af et missilskjold og i den forbindelse ønsker at skrotte en af de første atomvåbenkontrol-aftaler – ABM-traktaten. Amerikanerne skal beskyttes mod bomber fra slemme slyngelstater, siger man, mens våbenindustrien gnider sig i hænderne.

Det er her vigtigt at bemærke, at Bush samtidig har gjort sit til at øge den militære spænding i det østasiatiske, gennem spionflyvninger, våbensalg til Taiwan, afbrydelse af dialogen med Nordkorea m.m. Det store Kina skal holdes i skak, og prisen betales af de befolkninger på begge sider af Stillehavet, der skal bære krigstruslen og oprustningsudgifterne.

Hertil kan man så tilføje truslen om ikke at underskrive en række andre internationale aftaler som f.eks. aftalen om en international krigsforbryderdomstol eller ikke-spredningsaftalen for atomvåben. Men det er i og for sig ikke noget nyt. Også Clinton-regeringen præsterede en del fodslæberi her.

Hvad der er nyt, er, at Bush-regeringens initiativer har gjort vores kamp mod atomoprustningen aktuel igen, samtidig med at samme regering har understreget med syvtommersøm, at kampen for miljøet må være en folkelig sag, hvis der skal opnås resultater.

Især under præsidentvalgkampen i USA blev Clinton/Gore beskrevet som et globalt, udadvendt, ja sågar progressivt alternativ til den isolationistiske Bush. Sandheden er snarere, at Clinton-administrationen var nyliberalismens ideologiske korstogsriddere, mens Bush koncentrerer sig om at holde fortet. Hvilket meget godt afspejler, at nyliberalismen – bl.a. takket være den voksende internationale modstand – har tabt ideologisk fremdrift.

De praktiske konsekvenser for befolkningerne i Nord og Syd af den kendsgerning er i første gang til at overse. Verdens magthavere holder ikke op med at føre liberalistisk politik, bare fordi de ikke længere kan prædike om markedsøkonomiens tusindårsrige.

Men Bush' nationale erstatningsvare har givet den internationale modstand nye udfordringer. Heriblandt også at undgå, at han og ligesindedes nationale retorik splitter modstanden mod den nyliberalistiske globalisering. Ellers kan det blive meget værre.

Bush kommer til Göteborg i forbindelse med EU-topmødet, torsdag den 14. juni. En illustration af, hvordan den kapitalistiske globalisering, de fælles stormagtsinteresser og EU’s liberaliseringspolitik hænger sammen.

Samtidig er det endnu en god grund til, at vi deltager i modtopmødet og demonstrationer, i dagene 13.-17. juni i Göteborg, for at illustrere, at også modstanden er international.

SAP’s forretningsudvalg, 11. maj 2001