Uma-sagen:

"Jeg må sige, at jeg er noget rystet, når jeg hører folketingsmedlemmer foreslå, at man i det godes tjeneste bare kan fortolke loven, som man ønsker det". Det var indenrigsminister Karen Jespersen, der i Folketingets spørgetid i denne uge blev rystet. Det gjorde hun, fordi hun skulle svare på spørgsmål fra Enhedslisten og CD om regeringens stramme udlændingepolitik og hvorfor hun ikke havde givet dispensation i sagen om den tamilske kvinder, Uma Ratnavadyvel, som blev udvist af Danmark tilbage til Sri Lanka sammen med sit et-årige barn i sidste uge.

Kvindens brøde var, at hendes mand først om tre måneder har opholdt sig i Danmark i mere end tre år og derfor først til den til tid kan søge om familiesammenføring med sin kone. Nu bliver Uma Ratnavadyvel - for at overholde reglerne - tvunget til at flyve den halve jord rundt for i Sri Lanka at sende en ansøgning om at få lov at leve sammen med sin mand, der har opholdstilladelse i Danmark.

I den anledning havde ministeren i forrige uge besluttet at afslå en ansøgning om dispensation, så der kunne ses bort fra de tre manglende måneder. "Desværre", sagde Karen Jespersen, men jeg kan ikke gøre andet. Loven vil blive overtrådt, hvis jeg siger ja. Det har juristerne sagt. Og det følger jeg.

Og sådan blev det. Kvinden og barnet sidder i dag i Sri Lankas hovedstad Colombo og venter. I Danmark sidder hendes mand - barnets far - og venter. Systemets regler er blevet overholdt.

Så burde alle nu være tilfredse. Men ingen synes rigtigt at være det. Karen Jespersen er det ikke, fordi hun er blevet kritiseret for ikke at udvise forståelse for og vilje til at finde en menneskelig løsning. Venstrefløjen og CD er det ikke, fordi ministeren har vist sig ubøjelig. Og sagens hovedpersoner er det ikke, fordi de nu har fået brudt et liv op og er blevet adskilt af nogle regler, som måske nok overholder lovens bogstav, men som ikke har skelet til det hensigtsmæssige i sagens konkrete indhold.

Nu kunne man måske tro, at i en sag, hvor alle er utilfredse med udfaldet, kunne der være grund til at lave noget om, så man i fremtiden kunne få nogle love, som bedre passede til virkelighedens mange uberegnelige situationer. Men sådan spiller det politiske klaver ikke i Indenrigsministeriet og regeringen.

Sagen er den, at hvis Karen Jespersen virkelig mente, at hun "desværre" havde været nødt til at træffe Uma-beslutningen, fordi loven tvang hende til det, så kunne hun jo gøre et forsøg på at få loven ændret. Som Folketinget ser ud i dag, så kunne hun få et flertal for at lave om på loven, hvis hun gik til Enhedslisten, SF og Centrumdemokraterne. Ja, selv hos de konservative har der lydt meldinger om, at man var villig til at se på sagen, så man ikke fik denne situation gentaget.

Men det vil Karen Jespersen ikke!

Det er der, hunden ligger begravet. Regeringen og ministeren dækker sig i første række ind bag loven og hvad juristerne har sagt om dens fortolkning. I den situation bliver det omkostningsfrit at sige "desværre - jeg ville gerne hjælpe, men loven stopper mig". Men når dette forsvarsværk så falder, fordi der faktisk viser sig en mulighed for at ændre på loven, ja, så bliver det sandhedens time for regeringen. Her hjælper "desværre"-paraden ikke. Så må de egentlige argumenter på bordet.

Det kom de da også under debatten i Folketinget. Og ikke overraskende, når man tager regeringens udlændingepolitik i betragtning, var ministerens argument, at det danske samfund ikke kan rumme flere udlændinge!

Så forskellen mellem Karen Jespersen og Pia Kjærsgaard "desværre" ikke er stor nok til, at man reelt kan se, at det ikke er Dansk Folkeparti, der fører regeringens udlændingepolitik.

SAP’s Forretningsudvalg, 16. Marts 2001.