De seneste måneder er debatten om diskrimination af kvinder på arbejdsmarkedet blusset en smule op. I anledningen af ligelønslovens 25 års jubilæum har selv regeringen måtte erkende, at der er langt fra ord til handling. Der er ikke ligeløn i Danmark.

Ét er den direkte diskrimination, der finder sted, når løntillægene fordeles. Her er det dokumenteret, at mænd får den største del af tillægene. På det offentlige område har indførelsen af ny løn forstærket problemet. Noget andet er, at der er store lønforskelle mellem de typiske "kvinde- og mandefag", hvor uddannelsesbaggrunden er den samme. F.eks. tjener en pædagog i gennemsnit ca. 70 % af, hvad en tømrer tjener.

Men diskriminationen har mange andre sider. Kvinder er overrepræsenteret blandt de arbejdsløse – 6,3 % kvinder mod 4,6 % mænd. Blandt dem, der har arbejde, er kvinderne i langt højere grad end mænd på deltid – 403.000 kvinder mod 150.000 mænd. Kvinder presses ud i en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, bl.a. pga. de omtalte lønforskelle. F.eks. er det i 95 % af tilfældene kvinder, der går på børnepasningsorlov, og i 80% af tilfældene kvinder, der bliver hejmme og passer syge børn. Alt sammen medvirker det til, at kvinder også stilles ringere i alderdommen, på grund af den indtægtsbestemte opsparing til pension.

En side af kvindediskriminationen bliver mange gange overset. Det handler om nedslidning, som en konsekvens af kvinders arbejdsforhold/arbejdsmiljø. Både når man ser på det forebyggende arbejdsmiljø-arbejde og mulighederne for at få anerkendt en arbejdsskade i arbejdsskadessystemet, er situationen éntydig, og de seneste år er det blevet stadigt mere tydeligt.

Den forebyggende arbejdsmiljøindsats er målrettet mod "de gamle" arbejdsmiljøproblemer, som er kendt fra den tunge industri og byggeri. Tunge løft, kemiske stoffer, røg, støj og møg er erkendte problemer, som reguleres gennem det forebyggende arbejde på arbejdspladserne og lovgivningen. Mens de problemer, som hænger består i ensidigt gentaget arbejde (EGA), stigende arbejdstempo og utryghed i ansættelsen, stort set ikke reguleres. Det er f.eks. typisk, at Arbejdstilsynet kun i ekstreme tilfælde kan udstede påbud, når det handler om EGA eller om det psykiske arbejdsmiljø. Alle undersøgelser viser, at det i vid udstrækning er kvinder, som er udsat for netop disse arbejdsmiljøproblemer, i brancher som plejesektoren, rengøring, kontorer og fiskeindustrien.

Resultatet er store nedslidningsproblemer, hvor kvinderne enten må opgive at arbejde i en tidlig alder, eller må leve med daglige smerter i arme, skuldre, ryg og ben. I alle tilfælde fører det til en umenneskelig tilværelse for dem, der bliver ramt af nedslidningen.

Hvis man ser på arbejdsskadessystemet bliver forholdene endnu mere groteske. Bare udviklingen i antallet af anmeldte arbejdsskader giver et fingerpeg om udviklingen. Hvor kvinders andel af de anmeldte skader i 1993 udgjorde 45,5 %, er de i dag oppe på 56 %, og det er kun toppen af isbjerget. For sandheden er, at især de skader som rammer kvinder, ofte ikke anmeldes – bl.a. fordi chancen for at få anerkendt skaden er minimal. Det handler f.eks. om armlidelser, tennisalbuer og skulderlidelser, hvor kun 3 % af disse sygdomme anerkendes.

Så kvinderne rammes ofte dobbelt. Først af at skulle leve med nedslidningen og smerterne. Derefter at deres arbejdsskade ikke anerkendes, hvorefter de ikke kan få erstatning.

Arbejdsmiljø diskriminationen er måske det alvorligste ligestillingsproblem på arbejdsmarkedet i dag. Det er en udfordring for fagbevægelsen, lige fra arbejdspladsniveauet til lovgivningen, at få rykket ved forståelsen af arbejdsmiljøproblemer, og få gjort op med den arbejdsorganisering, der fører til nedslidning og udstødning.

Det handler også om grundlæggende spørgsmål som arbejdsgivernes ledelsesret, tryghed i ansættelsen og at vende udviklingen i det stigende arbejdstempo.