Et stop for privatiseringsbølgen ATTAC bør være et forum for vidensopbygning, politikudvikling og handling mod nyliberalismen.

I sit oplæg til ATTAC-debatmødet den 24. februar fremdrog Jørgen Steen Nielsen fra Information en række paralleller mellem den spirende ATTAC-bevægelse og OOA-bevægelsen i sin tid.

Politikere på højrekanten forsøger f.eks. at sværte ATTAC med beskyldninger, der bærer stærk lighed med dem, OOA blev udsat for i sin tid. Men OOA kunne ikke sættes i bås.

For OOA som »enkeltsagsbevægelse» var meget uden tvivl enklere, end det vil være for ATTAC. For en bevægelse mod den nyliberale globalisering er der langt flere udfordringer at tage op i kampen for at »generobre de rum, som demokratiet har tabt til finanskapitalen« (ATTAC’s internationale platform).

Lad os her blot skitsere et enkelt af de områder, hvor det ny ATTAC kan ramme et ømt punkt – og bruge eksemplet fra gamle OOA.

For 25 år siden gjorde magtfulde kræfter gjorde klar til at bygge atomkraftværker i Danmark, men det blev forhindret af en omsiggribende folkelig bevægelse, før landet blev oversået af strålingsfarer.

I dag står vi over for en snigende tvangsauktion over vores sociale landvindinger. Det er udsalget af velfærden og den offentlige sektor, hvor alt lige fra børnepasning og uddannelse over transport og energi til sundhed og ældreomsorg skal underlægges de internationale markeders ufravigelige krav om afkast – og deres ubønhørlige logik i retning af private monopoler i stedet for offentlige.

Det er et historisk tilbageskridt, som vi stadig kan nå at afværge, hvis brugere og ansatte går sammen for demokratisk kontrol og styring – imod øget nedslidning, forringet service og øget ulighed.

ATTAC kan og bør anspore og understøtte sådanne kampe.

– Hvis nogen skal føle, de har styrken til at gøre modstand, er det nødvendigt, at den samfundsmæssigt dominerende holdning bliver vendt. Den indsats kunne styrkes af en slags »Organisationen til Oplysning om Udlicitering«.

Det foreslog Michael Voss i et interview til Socialistisk Information for præcis et år siden, med henvisning til OOA’s rolle i kampen mod atomkraft.

– Det, man i første omgang kunne samle en bevægelse omkring, er at oplyse og rejse debatten om velfærd og demokratisering af den offentlige sektor.

– Samtidig er det helt afgørende, at man sætter sig som mål at støtte de grupper – hvad enten det er ansatte eller brugere – der tager kampen mod udlicitering.

Disse opgaver er ikke blevet mindre aktuelle efter rengøringsskandalen i Aalborg og de hyppige strejker blandt udliciteringsramte i busser m.m. Nyrups forsøg på at posere som bolværk mod Venstres udliciteringspolitik af hensyn til de kommende valg, lægger desuden smukt op til et angreb på samme Nyrups loyalitet over for EU’s udliciteringskrav til for f.eks. Århus’ bybusser.

Et aktuelt krav kunne være, at der indføres et øjeblikkeligt stop for udliciteringer og privatiseringer, og at situationen i de privatiserede/udliciterede områder kulegraves i samarbejde med ansatte og brugergrupper.

Når ATTAC kan spille en forstærkende rolle for modstanden, skyldes det ikke mindst bevægelsens internationale karakter. Den internationale dimension i kampen om velfærden er blevet så central, at ingen seriøse svar kan udvikles som rent nationale løsninger.

Den offentlige service og velfærd er ved at blive afhændet til internationale koncerner – fra Tele Danmark over Arriva til ISS.

Regeringerne, herunder den danske, opbygger et nyliberalt fængsel med flere ydre mure: Bag Unionen, som indhegner os med liberalistiske direktiver i det Indre Markeds navn, rejses WTO’s regelværk, som yderligere skal disciplinere landenes politik og bandlyse indblanding i kapitalejernes dispositioner.

Den internationale ATTAC-bevægelse har taget denne udfordring op og bevist, at ekspertise, folkeoplysning og aktivisme til sammen er effektive midler til at opbygge en bevægelse mod den nyliberale globalisering. Det bør vi også gøre i Danmark.