Medicinalindustrien forsker ikke i medicin mod sygdomme, som overvejende optræder i de fattige lande i Den Tredje Verden. De koncentrerer sig i stedet om det, en dansk folkesundhedsprofessor kalder "glamoursygdommene", og dertil hører hverken Guinea-orm, afrikansk sovesyge eller malaria, selv om de invaliderer og dræber 100.000’er af mennesker hvert år.

Der eksisterer godt nok en medicin mod afrikansk sovesyge, men der er op til ti procents risiko for, at man dør af den, fordi den indeholder arsenik, og hver fjerde afrikaner er resistent over for medicinen. Der eksisterer ganske vist også en anden, mindre giftig medicin. Men den er taget ud af produktion, fordi firmaet ikke tjente nok på den.

Plager sygdommene også i Europa og Nordamerika, øges interessen for forskning betydeligt.

Om ikke andet kan afrikanerne bruges som forsøgsdyr. I 1996 afprøvede medicinalfirmaet Pfitzer et middel mod meningitis på 200 børn i Nigeria.

Børnene fik det nye middel i stedet for den normale medicin. 11 af dem fik lov at blive mere og mere syge og til sidste dø – uden at man gik tilbage til den afprøvede meningitis-medicin.

AIDS er en anden sygdom, som ikke kan begrænses til Afrika. Et godt købedygtigt publikum findes i de rige lande. Ny medicin udvikles og sendes på markedet – til skyhøje priser, som totalt udelukker Aids-ramte i Afrika fra at få adgang til det.

Som modtræk begyndte medicinalfirmaer i bl.a. Sydafrika og Brasilien at lave billige kopiprodukter, som i hvert fald nogle af deres landsmænd havde råd til at købe. Men nu slår medicinalgiganterne og deres regeringer igen.

39 medicinalfirmaer –herunder danske Novo og Lundbeck - har anlagt sag mod den sydafrikanske stat, fordi en sydafrikansk lov giver lokale firmaer ret til at producere billig kopimedicin. Og USA har indklaget Brasilien for brud på WTO’s traktat om patentejernes rettigheder, der kaldes TRIPs. Brasilien har de sidste to år gennemført et meget effektivt behandlingsprogram for HIV-smittede ved hjælp af billig kopimedicin, fortrinsvis produceret på offentligt ejede medicinalfabrikker.

Til gengæld får Malawi lov at leve – eller rettere dø – i fred. 40 procent af landets 11 millioner indbyggere er HIV-smittede. Og kun 30 personer er under behandling med den dyre originale medicin produceret af en eller flere af de 39 omtalte virksomheder.

Den 2. marts er der indkaldt til demonstration foran Novo i København, og der er al mulig grund til at deltage i denne demonstration. Den kræver, at de to danske firmaer trækker sig ud af retssagen, og at den danske regering støtter de fattige landes ret til at producere billig kopimedicin.

Hvad Danmark skal gøre, afgøres i EU. Her optræder kommissær Poul Nielson ganske vist som helt i disse dage og foreslår, at EU medicinhjælp til Den Tredje Verden anvendes til at købe billig kopimedicin, så man får mere for pengene.

Men heltemodet rækker kun så langt, som TRIPs-aftalen giver lov til. Hverken kommissæren eller den danske regering lægger skjul på, at de kun trodser medicinalindustrien, hvis de må for WTO.

Derfor er kampen for de fattige landes ret til at skaffe medicin, de har råd til, en meget større kamp. Det er en kamp mod de multinationale medicinalfirmaer, mod den danske regering, mod EU og ikke mindst mod WTO.

Nye love kan måske i en periode hæmme deres dræbende profitjagt, men i sidste ende vil de privatkapitalistiske medicinalfirmaer altid handle ud fra det udgangspunkt, som kommunikationsdirektøren i et af de store, GlaxoWelcome, udtalte for nylig: "Medicinalindustrien er kommercielle virksomheder, som skal tjene penge til aktionærerne."

Derfor er det en forudsætning for at løse problemerne, at vi følger eksemplet fra Brasilien og fratager de private aktionærer bekymringerne med at skaffe tilstrækkelig profit på andres sygdom. I forvejen betaler det offentlige mange af udgifterne via forskningen på de højere læreanstalter, via u-lands-hjælp der bruges til indkøb af medicin, og via sygesikringen.

Lige så vel som det er en samfundsopgave at drive hospitaler, må medicinalproduktionen overtages af samfundet og underlægges åbne og demokratiske beslutninger om, hvad der skal prioriteres, hvornår og hvordan.

Vi må her og nu sætte en statsovertagelse af Novo, Lundbeck og de andre på dagsordenen, samtidig med at vi kræver TRIPs aftalen ophævet og et stop for WTO’s indblanding i Brasiliens, Sydafrikas og de andre landes sundhedspolitik.