Robinson, Villa Medusa, Baren og Big Brother. Den nye TV-trend fylder stadigt mere i fjernsynskanalerne over det meste af verden.

Med Big Brother som det seneste skud på stammen, er der tale om programmer, hvor almindelige unge mennesker bliver kendte ansigter, og får muligheden for stjernestatus.

Det værste er ikke, at det er gabende kedsommeligt. Det værste er heller ikke, at et samspil mellem fjernsynsstationerne, aviser og reklamer holder seertallene oppe på et urimeligt højt niveau. Man kan sige, at det er slemt, når Big Brother kiggeriet på internettet får et omfang, så f.eks. folketingets adgang til nettet bliver blokeret af, at alt for mange folketingsmedlemmer og andre følger med i de unge menneskers gøren og laden. Men det er heller ikke det værste.

Det værste er, at medierne – med TV i spidsen – med den slags programmer giver et solidt bidrag til den borgerlige ideologiske offensiv. For hvad er egentligt filosofien i den slags fjernsyn?

Der er først og fremmest tale om, at drømmen om et bedre liv, og om at blive løftet ud af ligegyldigheden bliver gjort til den enkeltes kamp for sig selv. På samme måde, som når den kollektive lønkamp erstattes af de drømme, der følger med, når lotto-kuponnen afleveres.

Det bliver ikke mindre udtalt af det forløjede fællesskab, som også er en del af Big Brother konceptet. Et fællesskab, som kun holder til det tidspunkt, hvor én eller flere deltagere skal stemmes hjem, og ud af programmet. Men sådan er det jo – enhver er sin egen lykkes smed, og sig selv nærmest.

Der er ingen tvivl om, at den slags programmer vil blive udbygget de kommende år, og grænserne for deltagernes privatliv vil blive stadigt mere udvisket. Big Brother perversionen med dagens "badetime", hvor interesserede kan få sig en kigger, når pigerne går i bad, kan nærmest betegnes som det rene vand. F.eks. i det tyske Big Brother er man nu kommet dertil, hvor der skal vises sex i nærbilleder, hvis programmet skal fortsætte.

Godt fjernsyn er det ikke – men det er godt nok farligt.