Frameldingskuponer:
SF og Frihed 2000 i parløb

Folketinget skal ikke blande sig i fagbevægelsens beslutninger

En valgkamp nærmer sig, og de politiske partier er i gang med at lægge deres kampagnebudgetter. Penge til valgkampen er blevet stadig vigtigere i en tid, hvor det politiske budskab mere og mere er blevet en vare, som skal sælges i en smagfuld indpakning med annoncer, reklamer og ansættelse af dyre konsulenter.

Arbejdsgivernes partier har på forhånd vundet kampen om pengene, fordi de repræsenterer dem, der har noget at give af. Men Socialdemokratiet har dog hidtil kunnet regne med en pæn check fra fagbevægelsen. LO giver 7,5 mio. i årligt tilskud til Socialdemokratiet plus ca. 15 mio. i forbindelse med valgkampagner. Venstrefløjen må nøjes med bidrag fra medlemmer og sympatisører – foruden statsstøtten, som de største partier får mest af.

I den sammenhæng er diskussionen om fagforeningernes bidrag til politiske partier igen blusset op. Anledningen var et forslag i folketinget fra Frihed 2000. 4-mandspartiet ville have afskaffet den frameldingskupon, som fagforeningsmedlemmer siden 1990 har kunnet benytte, hvis de ikke ville bruge deres faglige kontingent til partistøtte. Men ordningen er en narresut, mente Tom Behnke, og derfor en blokering for at tage fat om det egentlige ærinde, nemlig en lovgivning, der effektivt forhindrer fagforeningerne i at støtte politiske partier.

Som sådan var forslaget et led i en velkendt borgerlig angrebsoffensiv mod fagbevægelsen, som der kommer mere af – hvis de borgerlige danner regering efter næste valg.

Det er der intet nyt i.

Det nye er, at SF overraskende erklærede sig positiv over for forslaget fra Frihed 2000. Jes Lunde fra SF lovede endda et ændringsforslag, som ville erstatte frameldingskuponen med en tilmeldingskupon. Så man aktivt skal give til kende, hvis man ønsker at støtte et politisk parti.

I SF’s eget bagland vakte denne udmelding ikke begejstring.

– Fagforeninger har også et demokrati, og det må være her, et tilskud skal afgøres. Ikke af statsmagten, siger således formanden for det faglige landsudvalg, Eigil Andersen.

Det synspunkt kan man kun være enig i.

Fagforeningerne er dannet for at forsvare medlemmernes interesser. Resultater opnået gennem overenskomsterne bliver ikke kun udhulet i kraft af prisstigninger, men i høj grad også af regeringens økonomiske politik. Derfor må fagbevægelsen nødvendigvis blande sig i det politiske liv. Det kan man bl.a. gøre ved at støtte et eller flere politiske partier.

Den afgørelse skal folketinget ikke blande sig i. Hvis støtten til politiske partier skal ændres, er det op til medlemmerne at afgøre dette spørgsmål. Derimod kan man diskutere demokratiet i fagforeningerne. De fleste fagforeninger er desværre ikke særlig demokratiske, men tværtimod styret af levebrødspampere med privilegier, der har fjernet dem langt fra medlemmernes dagligdag. At bruge fagbevægelsens styrke til at lægge pres på arbejdsgiverne må ikke forstyrre det hellige klassesamarbejde.

Afstanden til LO’s øverste ledelse forekommer medlemmerne uendeligt lang, og ethvert mindretalssynpunkt i de meniges rækker er forsvundet, når man når op til toppen.

Denne situation gør det vanskeligt, men ikke mindre nødvendigt for venstrefløjen at tage kampen op inden for fagbevægelsens rækker. Både for at udvide demokratiet, men også for at diskutere rimeligheden i, at forbundsledelserne sender millioner af sted til et enkelt politisk parti. I enkelte fagforeninger er det lykkedes at få flertal for at sprede støtten til alle arbejderpartier. Der er en pointe i, at det er de enkelte fagforeningers afdelinger – og ikke forbundstoppen – der træffer den beslutning. Jo tættere på medlemmerne, desto bedre afspejling af medlemmernes reelle ønsker. Og jo mindre er risikoen for, at spørgsmålet om partistøtte bærer ved til – mere – apati og ligegyldighed blandt fagbevægelsens medlemmer.

SAP's Forretningsudvalg, 9. februar 2001.