Den Kolde Krig 2 raser fortsat. I højere grad end den første lever den op til sit navn, fordi den foreløbig kun foregår på tasterne i først og fremmest Berlingske Tidende, Weekendavisen, JyllandsPosten.
Her er det til gengæld det svære skyts, der er fremme:
- Kommunismen dræbte 10-20-100 millioner mennesker og var – mindst - lige så slem som fascismen og nazismen.
- Kommunister og andre venstreorienterede er medskyldige. De burde være lige så udstødte og kritiserede som nazisterne.
- Kommunister og andre venstreorienterede er oven i købet kriminelle landsforrædere, fordi de bekæmpede NATO og dansk forsvars- og udenrigspolitik – og dermed gavnede Sovjet.
Aktuelt er det tidligere venstreorienterede i DR’s og TV2’s ledelser, som sidder i skydeskivens centrum. Men også Enhedslistens Frank Aaen, tidligere ledende medlem af DKP, sigtes der efter.
Jo, stalinismen var en af historiens store forbrydelser.
Men milliontallene, der indregner ofrene for krige og hungersnød, som Vestens regeringer er mindst lige så ansvarlige for, er latterlige. Og de er i øvrigt ikke nødvendige: Stalin og hans efterfølgeres gerninger var slemme nok i sig selv.
Til gengæld har vore dages koldkrigere kun øje for halvdelen af forbrydelsen: de forfulgte og dræbte.
Men den politiske forbrydelse havde lige så uhyggelige følger. Det var den, som bestod i at bremse, hæmme og underordne klassekampen under bureaukratiets behov for fredelig sameksistens med imperialismen og bureaukratiets frygt for revolution: i Kina og Spanien før 2. Verdenskrig, i bl.a. Sydeuropa og Vietnam ved 2. Verdenskrigs afslutning, i Indonesien i 60’erne og i Chile i 70’erne.
Ved at lamme store dele af arbejderbevægelsen i afgørende situationer blev de stalinistiske ledere direkte ansvarlige for 100.000 døde og indirekte medvirkende til, at kapitalismen kunne fortsætte.
De stalinistiske kommunistpartier var ikke for revolutionære, som højrefløjen hævder. Tværtimod, de var for lidt revolutionære
Naturligvis må man vurdere og dømme forskelligt, alt efter om vi taler om menige medlemmer i Næstved, Nice og New York, eller medlemmer af partiledelserne i Øst og Vest. Men samlet set var stalinistpartierne, herunder DKP, i de kapitalistiske lande medansvarlige.
De kan og skal kritiseres for at have lukket øjnene og/eller accepteret Stalins og efterfølgernes forbrydelser, og de kan og skal kritiseres for den klassesamarbejdspolitik, Sovjet pålagde dem, og som de lod sig pålægge, overtale til eller overbevise om.
Den diskussion skal føres – også i dag. Fordi stalinismens forbrydelser belaster stadig ethvert socialistiske projekt. Og fordi det er vigtigt, at kommende generationer af socialister ikke gentager fejlene.
Men for os er lakmusprøven ikke, om folk har begået fejl, men om de retter dem. Hvad ville ellers være formålet med den politiske debat?
I årtier har vi kritiseret stalinismen og opfordret folk til at forlade den. Skulle vi så afvise folk, når de gør det?
Afgørende for os er, om de i deres politiske praksis og holdninger står for en anden linje, og om de har erkendte stalinismens problemer og bevidst gjort op med dem.
Den diskussion og de udfordringer, skal de ikke konfronteres med for at sone en skyld, men for at vi og andre i arbejderbevægelsen og i den socialistiske bevægelse kan vide præcis, hvor de står politisk i dag. Folk, der den dag i dag kan finde på at forsvare og besmykke de herskende kliker i det tidligere Sovjet, i det daværende Østeuropa og i Kina, vil det være uklogt at betro politiske tillidsposter.
Men myndighederne og de borgerlige politikere, medier, debattører har ikke noget at lade stalinisterne vide. Som tilhængere af kapitalismen har de mindst lige så meget på samvittigheden. De har ingen ret til at bebrejde stalinisterne noget eller stille krav til dem.
Og når det kommer til stykket, er det heller ikke stalinismens forbrydelser, der bekymrer og ophidser folkene bag koldkrigs-hetzen. Formålet med deres efterhånden flere år lange kampagne er at omskrive historien og at ændre den politiske dagsorden.
Dels ønsker de at hvidvaske USA’s og NATO’s politisk-militære linje fra 1945-1989 som den eneste demokratiske og retfærdige.
Dels ønsker de at stemple alle, ikke specielt DKP’ere men alle venstreorienterede og andre modstandere af den danske udenrigs- og forsvarspolitik som landsforrædere og kriminelle. Får de succes med det, har de dermed fjernet den demokratiske ret til at tale, skrive og demonstrere mod flertalsbeslutninger.
I den forbindelse skal man ikke glemme, at det ikke engang altid var flertallets udenrigs- og forsvarspolitik, regeringen praktiserede, men en række beslutninger, som var hemmelige, fordi regeringen vidste, at den ikke kunne få demokratisk opbakning bag den i befolkningen og nogle gange end ikke i Folketinget.
Og endelig skal hetzen belaste hele ideen om, at vi kan vælge en fundamentalt anden samfundsudvikling end den nyliberalistiske kapitalisme. Den skal gøre socialismen som sådan besmittet, uren og umulig at nærme sig.
At tage kampen op i denne danske udgave af Den Kolde Krig 2 er altså ikke kun et spørgsmål om at forhindre, at en forløjet version af historien bliver kanoniseret som evig sand.
Det er i lige så høj grad en kamp for at fastholde den demokratiske ret til at kritisere den førte politik, hvad enten den har opbakning fra et flertal i befolkningen, et flertal i Folketinget eller bare fra regeringen.
Og det er en kamp for at sikre socialismen som et muligt standpunkt i den offentlige debat.
Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg, 27. januar 2001