Regeringsomdannelsen
S-vælgere er utilfredse med borgerlig politik: En udfordring for venstrefløjen.
Hedder Danmarks statsminister Poul Nyrup Rasmussen ved årsskiftet 2001? Mon ikke dette spørgsmål hørte til de hyppigste i de utallige quiz-konkurrencer omkring nytår? Og mon ikke de fleste er enige i, at svaret formentlig er et nej? Det mest usikre er, om vælgerne overhovedet har fået mulighed for at give deres mening til kende i løbet af det kommende år, eller om Nyrup trækker udskrivelsen af valget til det sidste.
I hvert fald er det mere end svært at se, at det skulle lykkes at vende de dårlige opinionstal, som utvetydigt peger på, at den kommende regering bliver et borgerligt sammenrend med Dansk Folkeparti som parlamentarisk støtte. Næsten det samme billede var der udsigt til før valget i 1998, hvor det som bekendt lykkedes S at mobilisere mange sofavælgere ved at slå på truslen om først og fremmest store huslejestigninger, hvis Uffe Ellemann kom til fadet.
Nytårstalen, hvor der blev slået på »mennesker før penge« og talt med bekymring om bagsiden ved udlicitering, stress i arbejdslivet og andre problemer, som socialdemokratiske politikere selv har været med til at fremme overalt, giver et fingerpeg om, at Nyrup vil forsøge med samme medicin.
Problemet er bare, at folk har hørt sangen før: »Kan vi ikke gøre det lidt bedre?« Det er ikke nok med løfter fra en mand, der ikke opfattes som troværdig. Der skal kød på bordet – før valget – hvis det skal overbevise.
Udgangspunktet for at gentage manøvren er ulige meget dårligere end i 1998. Først og fremmest pga. efterlønsforringelsen, som skød den socialdemokratiske vælgeropbakning helt ned omkring de 20 procent. Hidtil er det kun lykkedes at hente omkring halvdelen af det tabte tilbage.
En interessant undersøgelse offentliggjort i dagbladet Politiken viste, at det hverken var fjendtlighed over for udlændinge eller EU-politikken, der fik de socialdemokratiske vælgere til at falde fra. Faktisk var den væsentligste begrundelse, at regeringen ikke fører socialdemokratisk, men borgerlig politik. Og ganske vist er det en kedelig ting, at 20 procent angav i stedet at ville stemme på Dansk Folkeparti, og 21 procent på Venstre. Men hele 34 procent havde endnu ikke fundet et alternativt parti.
Disse tal viser, at venstrefløjen har en chance for at vinde de skuffede socialdemokrater, hvis den er i stand til at fremlægge troværdige bud på en alternativ politik. Men det vil næppe fjerne flertallet bag en borgerlig regering.
I 1990’erne vandt de socialdemokratiske partier i de fleste europæiske lande regeringsmagten fra de borgerlige. Meget tyder på, at pendulet er ved at svinge over igen, efterhånden som befolkningen erfarer, at det ikke blev bedre, og at løfterne ikke blev indfriet.
Selv om de socialdemokratiske partier i det seneste tiår selv har gjort meget for at udviske forskellen på sig selv og de borgerlige, er der stadig visse vigtige forskelle. En Venstre-ledet regering vil uden tvivl sætte tempoet op i udlicitering, privatisering og liberaliseringer på bolig- og arbejdsmarkedet, bl.a. for at stække fagbevægelsens indflydelse. Derfor kan vi aldrig foretrække en borgerlig regering. Alligevel er det værd at huske, at de store forskelle ikke ligger i de forskellige partiprogrammer, men i den økonomiske konjunktur og i styrkeforholdet i klassekampen, dvs. hvor stærkt venstrefløjen, arbejderbevægelsen og andre folkelige bevægelser står – uanset hvem der har regeringsmagten.
Med en borgerlig regering vil venstrefløjen på den parlamentariske scene ikke få de samme muligheder for at markere sig og ind imellem få sat et fingeraftryk på lovgivningen. Adgangen til medierne og den brede offentlighed vil utvivlsomt blive mærkbart ringere. Til gengæld kan det blive lettere at få damp under kedlerne i de folkelige bevægelser og at få mobiliseret det socialdemokratiske bagland.
SAPs forretningsudvalg 12. januar 2001