Mens julesneen falder
Julesne ja det var jo i de gode gamle dage. Når vi her i december måned endnu engang må tage til takke med, at vintertøjet består af regnfrakke og paraply, og termometret viser 7-8 graders varme, så slår tanken én.
Hvad er det, der sker med vores klima?
Det er jo desværre et fastslået faktum, at klimaforandringer ikke bare er udslag af tilfældige udsving, men af kapitalismens uhæmmede energiforbrug og forurening. Privatbilismen er øget med over 200 % i Europa de sidste 10 år, og en stadigt større del af godstrafikken kører på landevejene. Flytrafikken er øget, så luftrummet i de mest belastede områder ligner en motorvej i myldretiden. Og forbruget af olie og kul til produktion og opvarmning stiger på trods af alle advarslerne om, hvad dette forbrug kan betyde for klimaet.
Drivhuseffekten bliver uhyggeligt nærværende på sådan en regnvejrsdag i december. Mens man drømmer sig tilbage til de tider, hvor december var præget af sneens sagte dalen, af den knirkende lyd fra kaner og ski, der langsomt førte folk fra det ene sted til det andet, og af frostklare solskinsdage, der rensede sjæl og legeme. Så får man i dag den tanke, at klimaforandringer ikke blot handler om, at menneskeheden står i fare for at drukne i en fælles undergang, men også fører til depressioner og hvad deraf følger af udskejelser i mad og alkohol.
På den måde har klimaforandringerne deres egen kapitalistiske logik. Forbruget af stimulanser stiger, og oprørstrangen forsvinder i depressionernes tåge.
Hvor længe endnu skal vi finde os i, at de sande, traditionelle værdier på denne måde tages fra os. Når man ikke længere kan kende forskel på vejret i sommerferien og ved juletid, så er tiden inde til, at vi siger stop.
Nu er det nok med klimakonferencer og tomme løfter fra politikere, virksomhedsejere, og andre såkaldt ansvarlige personer i det opvarmede samfund. Godt nok er det måske ikke endnu bevist, at kapitalismens miljøødelæggelser er den direkte årsag til, at nutidens børn stort set kun oplever sne og frost, som noget der findes langt mod nord. Men det er i hvert fald en tanke værd.
Der er kun ét svar, hvis vi skal redde traditionerne og den hvide jul. Det folkelige oprør må starte nu, og vi kan tage udgangspunkt i den kommende tids aktiviteter, hvor de folkelige masser for alvor er i bevægelse når januar-udsalget starter.
Vi siger nej til kapitalistisk svovlregn og ja til socialismens blide snefald.
Glædelig jul og et godt og rødt Nytår
SAP´s forretningsudvalg den 22.december 2000