Gennem hele arbejderklassens historie har nationalismens svøbe hærget og undermineret mulighederne for fremskridt. Selv om den organiserede arbejderbevægelse i perioder på papiret har haft en internationalistisk grundholdning, og selv om der altid har eksisteret internationalistiske mindretals-strømninger, er det gang på gang lykkedes de herskende klasser at sætte arbejderne i de enkelte lande op imod hinanden:
På den baggrund var den store internationale fagforeningsdemonstration i Nice forud for EU-topmødet opmuntrende og opløftende. Her gik blokke med tusindvis af franske, spanske og italienske arbejdere i forlængelse af hinanden. Indimellem kom mindre grupper af portugisere, grækere og tyrkere. Fra øst kom polakker og slovenere. Fra nord kom tyskere, hollændere og nordmænd. Og dertil kom englændere, irere og arbejdere fra Luxemburg.
Sammen med dem gik tusindvis af andre, især unge, aktivister, som ikke nødvendigvis var fagbevægelsesmedlemmer, men kritiske over for eller direkte modstandere af EU.
De demonstrerede for en ordentlig mindsteløn, social sikkerhed, faglige rettigheder, jobs til alle og for andre krav. Men samtidig demonstrerede de for en vision om et socialt Europa, et arbejdernes Europa. Og dette Europa var i hvert fald et andet Europa end arbejdsgivernes, regeringernes og EU’s nyliberalistiske projekt. Det var et Europa, der ikke skulle omdannes til en handelsvare, som en parolerne lød.
Og stadig skal det ikke glemmes, at der også deltog anseelige grupper, som klart vendte kritikken mod kapitalismen som sådan.
Men måske allervigtigst var det, at de op imod 100.000 mennesker gik gennem Nice’s gader med en bevidsthed om, at det er nødvendigt, at vi kæmper sammen på tværs af landegrænser. At det er det, vi vil. At det er det, vi gjorde den regnvejrsdag i Nice.
Vejen frem er ikke indbyrdes konkurrence, men fælles europæisk kamp for fælles mål.
Det betyder ikke, at demonstrationen var uproblematisk. Europæisk Faglig Sammenslutning (EFS), som havde taget initiativet, og hvis ledere gik forrest, havde en klar målsætning: Regeringslederne skal vedtage et Socialt Charter, som kan blive forløber for en EU-grundlov, og de skal afskaffe vetoretten og indføre flere flertalsafgørelser. Og det er, hvad de tager demonstrationen til indtægt for.
For dem er perspektivet et stort nyt forkromet fælleseuropæisk statsapparat, som de kan forhandle med og blive en del af. Et nyt udklækningssted for super-pampere.
For det store flertal af demonstranterne er EU en realitet, en magthaver, man stiller krav til på linje med sin regering, d alle de illusioner, det kan indebære om at reformere EU - selv om reformkrav bestemt ikke særlig ofte blev formuleret i råbekor eller på transparenter.
Disse svagheder må vi tage højde for, men i en samlet vurdering må de alligevel træde i baggrunden, sammenlignet med den elementære internationalistiske bevidsthed, som demonstrationen var udtryk for.
Enhedslisten og en række københavnske fagforeninger nægtede at deltage i fagforeningsdemonstrationen i Nice. Men efter vores opfattelse kan det ikke være den danske faglige og den politiske venstrefløjs opgave at boykotte eller fordømme den slags manifestationer.
Tværtimod må vi gøre os til en del af dem:
SAP’s forretningsudvalg, 15. december 2000.