Det danske velfærdssystem bliver ofte skamrost, ikke mindst af politikere og andre, der dominerer mediebilledet. Langt ud på venstrefløjen kan man støde ind i det. Men hvis man går lidt ned under overfladen, og beskæftiger sig med virkeligheden, så er der mere tale om system end om velfærd.

De sidste 10 år har været præget af solidt økonomisk opsving, men for tusinder af mennesker har det ikke betydet mere velfærd – tværtimod.

Man kan starte med at konstatere, at de fattige bliver fattigere, og de rige bliver rigere, som det fremgår af Social Årsrapport fra CASA og socialpolitisk forening. Men det er ikke engang det værste.

Det værste er, at udstødningen og nedslidningen på arbejdsmarkedet faktisk er steget, i lodret modsætning til alle de fine ord om det rummelige arbejdsmarked, "vi skal have de sidste med" osv. Antallet af kontanthjælpsmodtagere og tvangsaktiverede er steget, og endnu flere end i 80´erne hænger fast i systemet. Antallet af anmeldte nedslidningsskader er også steget, og det er endda kun toppen af isbjerget, fordi langt de fleste af den slags skader anmeldes ikke.

Der er titusinder af mennesker, som hver eneste dag mærker økonomiske, sociale og fysiske problemer på deres krop, og hvad stiller det berømte velfærdssystem op med det?

Vi kan jo tage et par eksempler

En ung kvinde i Ålborg (vi kan jo kalde hende Susanne) indkaldes til samtale på Arbejdsformidlingen. To dage inden samtalen kommer hendes kæreste ud for en arbejdsulykke, som medfører skadestuebesøg, og en operation 4 dage efter. På grund af det (og at hun var gravid, og de var midt i en husombygning) glemmer hun samtalen. Det bliver indberettet til hendes A-kasse, og så klapper fælden. Hun mister dagpengeretten, og hendes klager til DFA og derefter ankenævnet bliver pure afvist. Følgevirkningerne er, at hun kun kan få bistandshjælp mod tilbagebetaling, at hun kun får bistandshjælp under barsel, og at hun mister retten til børnepasningsorlov. Alt sammen på grund af et par dages forståelig forvirring.

En anden ung kvinde (hende kan vi jo også kalde Susanne) er hummer-pakker på en fiskefabrik i Hanstholm. Efter 1½ år med ensidigt gentaget arbejde og daglige løft på op til 18-20 tons er armene slidt ned. Hun er skadet for livet, og kan i dag ikke skrælle en gryde kartofler. Men den slags fører ikke til andet, end at hun får afslag på erstatning i såvel arbejdsskadestyrelsen som i det sociale ankenævn. Familien må sælge huset, og i dag er fremtiden både økonomisk og socialt usikker.

Hvad rager den slags menneskeskæbner det danske velfærdssystem? Ikke ret meget – i hvert fald rager det dem, der skruer systemerne sammen, en høstblomst. For Folketingsflertallet, arbejdsgiverne og toppen i fagbevægelsen handler det om at få hjulene til at køre rundt og sikre det hellige klassesamarbejde.

Opgøret med de umenneskelige systemer må komme fra de berørte selv. Som når arbejderne på fjerkræslagteriet, Rose Poultry, med deres sikkerhedsrepræsentant og tillidsmand i spidsen, gør oprør mod deres nedslidende og umenneskelige arbejdsforhold. De blev fyret pga. deres aktion, hvilket blot understreger, at det er hårdt at slås mod systemet.

Eller når de tvangsaktiverede slår sig sammen i Landsorganisationen af Arbejdsledige med henblik på at aktionere mod de fuldstændigt urimelige forhold, de bliver underlagt. Også her står systemet i øvrigt klar med sanktioner overfor de genstridige.

Modstanden mod systemet eksisterer altså. Men så længe den er spredt, har magthaverne alt for let spil. Det er på tide, at fagbevægelsen, og ikke mindst den progressive del, kommer på banen og støtter de spredte oprør, så de kan udvikle sig til en større bevægelse.

Her kan vi også lære af internationale erfaringer, hvor et af de seneste eksempler er de australske havnearbejderes boycot af at losse asbest. En boycot, som bliver bakket 100 % op af deres Forbund (MUA), og som har til formål at lægge pres på regeringen for et totalt forbud mod indførelse af asbest i Australien.