"Gore vi – eller skal vi ta’ Bushen?", spurgte en vittig DR-morgenradio-vært forleden. Og i skrivende stund er dette spørgsmål endnu ikke afklaret.

Men faktisk er det heller ikke svaret på, hvem af de to der bliver præsident, der er det mest interessante ved valget i USA. Selv om den ene af kandidaterne repræsenterer endnu mere borgerlige synspunkter end den anden, er der nemlig ingen grund til at antage, at valget mellem disse to kandidater vil gøre nogen væsentlig forskel på, hvordan præsidentposten i praksis vil blive forvaltet.

Det mest bemærkelsesværdige (og beklagelige) ved selve resultatet er, at Ralph Nader fra The Green Party, der især på menneskerettighedsområdet repræsenterer en række venstrefløjssynspunkter, kun opnåede 3% af stemmerne. Hvis han havde fået 5%, ville det have sikret ham en reel chance ved det næste valg – og dermed have slået en lille kile ind i det katastrofale toparti-system.

Nader blev offer for en massiv stemmespildskampagne. Tidligere oppinionsundersøgelser gav ham faktisk de fem procent. Men i sidste øjeblik lykkedes det at overbevise en stor del af de venstreorienterede og progressive amerikanere om, at man alligevel skulle stemme på Gore "som det mindste onde". Resultatet af dette er, at der heller ikke ved næste valg vil være et realistisk alternativ til de to borgerlige partiers kandidater.

Det mest interessante ved valget i USA er imidlertid ikke produktet, men processen. Det snævre løb mellem de to spidser har nemlig sat tiltrængt fokus på en række forhold omkring det højt besungne demokrati i (Guds eget samt) frihedens og demokratiets angivelige fædreland.

De lokalt besluttede forhold omkring valgret og stemmeret er mange steder på niveau med en bananrepublik. Uregelmæssigheder eller ren valgsvindel ved stemmeoptællingen (7% af stemmerne kendt ugyldige; udfyldte stemmesedler, der pludselig dukker op; osv.) er kun toppen af kransekagen. Dertil kommer, at f.eks. 31% af de sorte mænd i Florida er frataget deres stemmeret, fordi de på et eller andet tidspunkt i deres liv er blevet dømt for noget kriminelt (4,2 mio. personer i hele USA). På forbundsniveau betyder valgmandssystemet at den, der får flest stemmer, ikke nødvendigvis vinder valget, fordi et nok så stort mindretal ikke får en eneste valgmand i de fleste stater. Og endelig bør det vel nævnes, at man i praksis skal være stenrig – eller have stenrige bagmænd - for overhovedet at kunne komme i spil som amerikansk præsidentkandidat.

Det netop overståede – eller netop ikke overståede! - valg burde give grobund for en bevægelse i USA, der kræver et opgør med i det mindste nogle af disse aldeles udemokratiske forhold, der tilsammen gør det amerikanske præsidentvalg til en farce. Ikke bare denne gang, men hver eneste gang.

Foretningsudvalget for Socialistisk Arbejderparti, 22-nov-2000