En af de konflikter, der ikke glider i et med medietapetet er konflikten i Mellemøsten. Og det er der selvfølgelig gode grunde til. Via TV og presse er kampscener blevet bragt direkte ind i befolkningens stuer. Stenkastende (og geværskydende) unge og knap så unge palæstinensere mod den militariserede israelske krigsmaskine. Og imens disse billeder glider hen over skærmene informerer speakeren om antallet af dræbte: Over hundrede palæstinensere er blevet skudt og et ukendt antal tusind er blevet såret. Børn, unge og voksne. På den israelske side er der også ofre. Men ikke i samme omfang. Det seneste tal siger otte dræbte og et ukendt antal sårede.

Situationen er ikke ny. Faktisk minder den om tilsvarende scener fra sidste i halvdel af 1980erne, hvor den første intifada begyndte. Denne gang er situation dog alligevel anderledes. Der har i en årrække været forhandlet om en løsning. Om end der fortsat er en række uløste (og uløselige?) knaster tilbage: Bosættelsernes fremtid, Jerusalems rolle som hovedstad, retten til at vende tilbage/få erstatning for tabet af ejendom for nu at nævne nogle enkelte.

I denne situation har det naturligvis betydning, hvad den internationale offentlighed gør. Eller ikke gør! Det gælder naturligvis også for den danske regering. Med det tætte forhold, der har været mellem Danmark og Israel er det ikke ligegyldigt, hvad udenrigsministeren siger og gør. Og hvad landets repræsentanter i internationale forsamlinger som FN stemmer.

Derfor var det også dybt kritisabelt, at regeringen undlod at stemme for en resolution, der tog afstand fra den overdrevne brug af vold, som de israelske militær- og politistyrker bruger over for palæstinenserne. De eneste, der stemt imod var USA og Israel. I gruppen af lande, der undlod at stemme var Sverige, Norge, Storbritannien og Tyskland. Resolutionen blev heldigvis vedtaget alligevel.

Men hvorfor kunne regeringen ikke stemme for resolutionen? Ifølge danske aviser fordi man ville afvente resultatet af den fact-finding-mission, som det blev besluttet på topmødet i Sharm el-Sheik for at finde ud af, hvem der startede de seneste kampe.

Det er da den lammeste undskyldning for ikke at tage afstand fra en voldsanvendelse fra en militær overmagts side. Det burde ikke være vanskeligt at sige, at det ikke bidrager til en fredelige løsning på konflikten, at israelske soldater skyder direkte ind i menneskemængder. At israelske snigskytter skyder efter folk. At kampvogne og tanks har spærret store områder af og gjort livet utåleligt for tusindvis af mennesker.

Nu er det jo ikke noget, der først lige er sket inden for de seneste uger. Det har været et vilkår under hele processen med forhandlinger med palæstinenserne. Grænseovergangene er blevet lukket som kollektive strafforanstaltninger. Begrænsninger på palæstinensernes handelsmuligheder har også være et "våben" i kampen. For slet ikke at tale om den fortsatte opførelse af bosættelser.

Det er i den situation, at palæstinensernes frustration både med egne lederes politiske impotens og forhandlingernes manglende resultater er kammet. Hvor meget mere skal der til, Helveg, før du mener, at det er nødvendigt at tage afstand fra den overdrevne brug af magtanvendelse?

Af Mads Bruun Pedersen for SAP's forretningsudvalg, 3. november 2000