Efter ØMU-begmanden har regeringen nu travlt med at rette op på sit blakkede image. "Valgkampen er gået i gang", erklærede flere politiske kommentatorer, da regeringen nåede til enighed med SF og Enhedslisten om en såkaldt ældre-pakke, der skal give de dårligst stillede pensionister et økonomisk løft: Regeringen vil i dette års finanslovsforhandling øjensynligt gerne sætte handling bag løfterne fra sidste valg, om at være velfærdsstatens garant, der sikrer samfundets svageste.

Når man ser på regeringens samlede indsats på dette område siden sidste valg, kan man (alt efter temperament) vælge at udbryde: "Magen til hykleri! Vil I nu have ros for at lappe lidt på alle de ulykker, I har lavet sammen med højrefløjen gennem de sidste 3 år?!", eller bare: "Det var sandelig også på tide!".

Til gengæld kan venstrefløjen ikke sige: "Øv bøv, vi stemmer imod – det er for sent, for småt og for latterligt". For selvfølgelig skal det fortsat stå bøjet i neon, at Enhedslisten (og SF) til enhver tid er parate til at lægge stemmer til et nok så lille skridt i den rigtige retning. Og at hvis regeringen ikke benytter sig af dette, er det fordi regeringen ikke vil benytte sig af det.

Derfor kan der i udgangspunktet ikke være nogen tvivl om, at Enhedslisten gjorde ret i at gå i forhandling med Lykketoft om en række lapperier til fordel for de pensionistgrupper, der har nogle af landets laveste indtægter.

Og den pakke, der kom ud af det, ser på overfladen også ret pæn ud.

Ganske vist afviste Lykketoft at tage pengene fra de rige (spekulationsskat, selskabsskat, formueskat, skatteloftsforhøjelse, topskat e.l.). I stedet insisterede han på at skære i bundfradraget – hvilket lige modsat rammer de mindste indtægter relativt hårdest. Det har venstrefløjen altid været klart imod. Men så lagde Lykketoft en hel masse kompensationer i pakken. Til pensionister med pensionstillæg, til studerende med SU, til dagpenge- og bistandsmodtagere – og en (endda også i sig selv positiv) nedsættelse af a-kassebidraget som kompensation til alle a-kassemedlemmer. Det så indviklet ud, men løste problemet for dem, man lige havde i tankerne.

Så var den vel i vinkel?

Overhovedet ikke – desværre!

Det viser sig, at i hvert fald langt over 100.000 af de skatteydere, der skal betale for pakken, tilhører lavindkomstgrupper. Lærlingene, der i forvejen ikke har for meget at slå til søren med, er for eksempel blandt dem, der skal aflevere de 4-500 kr. om året, den manglende bundfradragsregulering koster, når man ikke får kompensation. Det samme gælder øjensynligt en række andre med små indkomster.

Når røgsløret fra Lykketofts drenge i finansministeriet har lagt sig, viser det sig altså, at reformen til fordel for de fattigste er pakket – så det samtidig er en reform til skade for nogen andre, der heller ikke har ret mange penge.

Det er ikke ret godt. Det er faktisk ret præcist den form for "pakker", Enhedslisten med god grund har lovet at holde sig langt væk fra. Pakker, hvor man stemmer for noget, der rammer nogle af samfundets svageste – for at få vedtaget noget, der (måske med et lidt større kronebeløb) gavner nogle andre af samfundets svageste. Pakker, der splitter i stedet for at samle. Pakker, der skader den solidaritet, der skal ændre styrkeforholdene i klassekampen - så forbedringer ikke længere er noget, der skal lokkes ud af Lykketofts ærme bag lukkede døre.

Derfor er det godt, at Enhedslisten i sandhedens time slår sig i tøjret.

Og endnu bedre, hvis Enhedslisten næste gang afstår fra at lave forlig om pakker, der er så indviklede, at kun fanden selv (finansministeriet) kan overskue konsekvenserne for alle samfundsgrupper af helheden i pakken.

SAP's forretningsudvalg, 27. oktober 2000