25.000 kvinder fra hele Europa samlet i Bruxelles for sammen at marchere mod fattigdom og
vold mod kvinder.
Nej det er ikke ønsketænkning. Dette var faktisk hvad der skete sidste weekend, da Kvinders År 2000 Verdensmarch, lørdag den 14. oktober, afholdt den europæiske del af kvindemarch-afslutningen.
25.000 kvinder, det er mange. Og begivenheden var en oplagt chance for kvindebevægelsen af det ny årtusinde til at manifestere sig som levende og kampklar. Sådan blev det desværre kun i meget ringe grad. På trods af en progressiv og radikal politisk platform, de mange deltagere og et godt program for dagen, blev det en halvflad, usammenhængende og tam oplevelse uden nogen klare politiske signaler og helt uden radikal kampånd og gennemslagskraft.
Demonstrations-ruten var lagt i en afsidesliggende park og i det store EU-kvarter, med det resultat at stort set ingen andre end nogle forkølede efterårsfugle og en masse store tomme beton EU- kontor-bygninger opdagede den. Hovedscenen i parken, hvor dagens program skulle foregå, lagde man stort set ikke mærke til, fordi den var gemt bag nogle kæmpestore søjler i indgangen til et fint museum. Og workshops og talere kunne stort set ikke høres for det jazz-band (kun mænd), som blev prioriteret af lyd-teknikerne (kun mænd).
På denne måde druknede budskaber, krav og kampgejst i politiker- og parlamentsfiksering, hensynet til ”storslåede” fysiske rammer og festivals- og teselskabs-stemning.
Tankerne ledtes let tilbage til årets 8.marts-arrangement i Den Sorte Diamant, hvor bl.a. det danske kvindemarch-initiativ deltog. Med Jytte Hilden som konferencier, det fornemme Kongelige Bibliotek som ramme, Hanne Vibeke Holst som underholdning og luksusbuffet i pausen var der ikke ligefrem lagt op til den kampånd og vilje til forandring nu!, som kvindemarch-grundlaget lægger op til.
En del af skylden for denne halvt spildte chance kan findes hos os selv i solidaritetsgrupperne og i de politiske partier på den radikale venstrefløj. Dette progressive og ambitiøse kvindeinitiativ, som Kvindemarchen oprindeligt var, blev aldrig prioriteret nogen steder og vores indsats for at præge kampagnen aldrig koordineret. På denne måde blev kampagnen, med et ellers stærkt radikalt grundlag bl.a. mod den neo-liberalistiske globalisering, alt for langt hen ad vejen overladt til almindelige borgerlige kvindeorganisationer, som i Danmark f.eks. Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet. Og den deraf følgende udvanding af politiske budskaber og ikke mindst politisk udtryk i de udadvendte aktioner og manifestationer var kun forventelig.
Antallet af deltagere ved manifestationen i Bruxelles viste en vilje og lyst fra mange mange kvinder til at råbe op mod fattigdom, diskrimination og kvindeundertrykkelse verden over. Men den viste også, at der stadig er lang vej igen før vi kan se en slagkraftig radikal kvindebevægelse igen.
Hvis vi vil nå dertil er det helt nødvendigt, at venstrefløjens partier, kvindegrupper og diverse solidaritetsorganisationer går ind og tager sin del af ansvaret for at præge og udvikle de relevante og perspektivrige aktiviteter der dukker op.
Vi må diskutere hvordan vi kan udnytte disse initiativer optimalt: Hvilke krav skal vi stille? Hvordan skal samarbejdet med de øvrige organisationer være? Hvad kan vi selv bidrage med og hvordan organiserer vi det? Denne interesse og disse overvejelser og handlinger i.f.t. kvindearbejdet skal prioriteres hos dem, som står som fortalere for kampen for kvinders frigørelse.
SAP's forretningsudvalg, fredag 20. oktober 2000.