Euro´en og velfærden har været et af hovedtemaerne op til folkeafstemningen den 28., eksemplificeret ved spørgsmålet om folkepensionen. Det har været et emne, som har trængt ja-sigerne op i et hjørne, og fået især statsminister Nyrup til at foretage sig de mest besynderlige manøvrer for at komme ud af "pensions-fælden".

Debatten har til tider været noget forskruet. På den ene side med populistiske udsagn om, at EU vil fjerne folkepensionen. På den anden side med lige så løse påstande om, at den eneste måde at sikre pensionen og bevare velfærden er, at vi siger ja til Euro´en.

Men bag denne debat gemmer sig, at Euro-afstemningen i aller højeste grad handler om den økonomiske politik i almindelighed, og den sociale velfærd i særdeleshed.

Faktisk forklares problemerne for velfærdspolitiken i Euroland på bedste vis, af den socialdemokratiske socialminister og ja-kampagneleder, Henrik Dam Kristensen, i et meget omtalt brev:

"Konvergenskravene til den fælles valuta indebærer blandt andet, at et evt. offentligt budgetunderskud kun må være af en vis begrænset størrelse. Eftersom de sociale pensioner udgør en ganske væsentlig del af de offentlige udgifter i Danmar, så vil det i økonomiske nedgangstider kunne resultere i et pres for, at der skæres ned på de sociale pensioner. I den sammenhæng er det væsentligt, at de danske sociale pensionsordninger finansieres anderledes end pensioner bliver det mange andre steder i Europa. Mens danske sociale pensioner for størstedelen finansieres over skatterne, så er det ofte primært arbejdsmarkedsbidrag, der udgør finansieringsgrundlaget for pensionsordninger i andre EU-lande. Bindingerne på finanspolitiken vil derfor kunne medføre et pres for, at finansieringen af denne harmoneres med de fleste andre EU-lande".

Det er jo netop pointen i Euro-politiken. Den offentlige sektor skal mindskes i forhold til det niveau, vi kender i Danmark i dag. Økonomien skal liberaliseres, bl.a. gennem udliciteringer og privatiseringer, så der bliver bedre muligheder for profitproduktion på det europæiske marked. Og ikke mindst skal de sociale ordninger i vid udstrækning bygges op som individuelle forsikringsordninger, i stedet for det solidariske system med finansiering over skatterne, som folkepensionen er et udtryk for.

Det er åbenlyst, at dette kræver en høj grad af harmonisering af hele den økonomiske politik mellem landene, og de centrale områder er her skattepolitik og social- og arbejdsmarkedspolitik.

Lige så åbenlyst er det, at en del af forklaringen på den relativt svage Euro-kurs i forhold til dollaren er, at den politiske harmonisering/overbygning endnu ikke er en realitet. Store dele af det internationale borgerskab – ikke mindst finans-folkene – er ikke overbeviste om profitmulighederne i Euroland, før valutaen har fået sin politiske overbygning. Det får sine egne pudsige udslag, når nogle af klassemodstanderne – som f.eks. Klaus Riskjær - vil stemme nej den 28. De vil vente, indtil den politiske harmonisering er på plads!

Når vi siger Nej den 28., er vores dagsorden selvfølgeligt en anden, og mere realistisk set ud fra en folkelig synsvinkel. Et Nej vil ikke i sig selv sikre os mod en asocial økonomisk politik, med sociale nedskæringer og individuelle forsikringsordninger (ala efterlønsopsparing og arbejdsmarkedspension). Derfor skal et Nej selvfølgeligt også følges op af bud på en solidarisk økonomisk politik. Det drejer sig ikke mindst om den nødvendige sociale genopretning, fulgt op af indgreb overfor spekulanternes muligheder for at undergrave diverse valutaer, og virksomhedernes uindskrænkede muligheder til at flytte rundt på kapital og arbejdspladser.

Dette er ikke en specielt national, dansk opgave. Finans-spekulation og kapital-flugt er internationale fænomener, og med udgangspunkt i alle progressive kræfter i de enkelte lande, skal det bekæmpes internationalt. Og det er i øvrigt ikke mindre sandt, selv om det usandsynlige skulle ske, at et flertal stemmer ja.