Det var den brede kost, politi fejede med natten til den 1. september. Anledningen var en række brand-attentater mod Udlændingestyrelsen og mod ting, tilhørende medarbejdere i Udlændingestyrelsen.
Ni personer fra seks forskellige kollektiver i København blev anholdt. Ikke alene blev en stor del af deres ejendele beslaglagt, men også ejendele tilhørende bofæller og medkollektivister.
Vi ved ikke, på hvilket grundlag politiet foretog disse omfattende anholdelser og beslaglæggelser, men vi kan konstatere, at allerede dagen efter måtte politiet opgive at få fire af de ni varetægtfængslet.
To af de frigivne kunne f.eks. dokumentere, at de havde befundet sig langt fra gerningsstedet på gerningstidspunktet. En af de senere frigivne var slet ikke på listen over de, der skulle anholdes, men blev taget "med i købet". Alle er de stadig sigtede.
På den ene side efterlader aktionen altså indtrykket af en grundig planlagt og koordineret aktion. På den anden side kan man ikke undgå at få indtryk af, at politiet har handlet i blinde eller direkte har haft til hensigt at benytte anledningen til at beslaglægge så meget som muligt.
Hvor tilfældig natte-razziaen var, får vi sandsynligvis et bedre billede af, når politiet skal fremlægge sine beviser i retten.
Med angrebene ville Homo-Aktion protestere mod Udlændingestyrelsens udvisning af en iransk bøsse, som efter iransk lov risikerer dødsstraf alene for sin seksuelle orientering, hvis han vender tilbage. Afvisningen af at give ham asyl giver al mulig grund til protest.
Men på denne måde? Nej, der findes ingen bæredygtige argumenter for at reagere ved at sætte ild til bygninger, biler eller boliger, der tilhører ansatte i Udlændingestyrelsen.
For det første fjerner man fokus fra det system, som tillader, måske oven i købet tvinger de ansatte i Udlændingenævnet til at afvise asylansøgningen. Det er ikke enkeltpersoners fejlvurderinger, der sender flygtninge tilbage til forfølgelse og måske død. Det er et politisk besluttet regelsæt, hvis formål er at sætte snævre grænser for, hvem der får asyl i Danmark, og det kan ingen personlige vurderinger fra embedsmænd gøre bedre.
For det andet er hemmelige natteaktioner med molotov-cocktails en kampform for små, elitegrupper, som pr. definition ikke kan udføres af eller appellere til bredere grupper i befolkningen. Hvad de end har tænkt, har de i praksis gjort sig til bedrevidende formyndere, som aktionerer for andre, ikke med andre.
For det tredje kan ildspåsættelserne ikke undgå at påvirke en videre sagsbehandling negativt. Systemet vil aldrig kunne "bære" at blive beskyldt for at bøje sig for ildspåsættere.
Med natte-razziaen har vi så fået endnu et bevis for, hvor malplacerede og skadelige den slags aktioner er.
Vi har alle en fornemmelse af, at politiet holder et godt øje med venstrefløjen og også meget gerne fører sine kartoteker og sagsmapper a jour. Men de kan ikke til hver en tid tillade sig at storme ind i 20-30 venstrefløjs-aktivisters hjem og skovle i plasticsække.
Det kræver et påskud, og det fik de forærende af Homo-Aktion. Få vil finde det kritisabelt, at politiet anholder og beslaglægger, hvis de har mistanke om at kunne pågribe de skyldige i lovovertrædelser, der kan give op til 12 års fængsel. Til gengæld værdsætter den irakiske flygtningefamilie under jorden, som politiet var så heldig at finde i et af kollektiverne, næppe Homo-Aktions indsats for flygtninge.
Fra vores side handler diskussionen ikke om lovlige eller ulovlige aktionsformer. Netop flygtningespørgsmålet har vist, at man kan gribe til ulovligheder (f.eks. skjule flygtninge under jorden) og samtidig fastholde og opbygge en støtte i brede grupper af befolkningen – og dermed opnå resultater.
Da Homo-Aktion den første gang sad og rodede med deres molotov-cocktails, var andre kræfter allerede begyndt at skabe offentlig opmærksomhed og protest mod udvisningen af den iranske bøsse. Et arbejde, der kunne udvikles, måske til gavn for den pågældende, måske til gavn for kommende flygtninge i samme situation.
Andre grupper af flygtninge er tidligere reddet, når oplysningsarbejde og mobilisering af bredere grupper i befolkningen gik hånd i hånd. Det bidrog Homo-Aktions ildspåsættelser ikke til. Tværtimod.
8. september 2000, SAP’s forretningsudvalg