SAP´s 17. ordinære kongres
Den 26. og 27. august holdt SAP sin 17. ordinære kongres. Kongressen var i høj grad præget af politikudvikling.
Ud over to korte udtalelser om det amerikanske raketskjold NMD, og om et internationalistisk Nej til ØMU´en blev to større resolutioner vedtaget.
Den ene, "På vej mod en ny internationalisme", som vurderer den aktuelle situation med kapitalens globalisering og ikke mindst de bevægelser, som bekæmper de asociale og miljøskadelige konsekvenser af den politik, som dikteres af organisationer som WTO og Verdensbanken. Som resolutionen bl.a. konkluderer:
"Seattle 1999 demonstrerede, at uanset hvilke nye former kapitalismen antager, skaber den altid samtidig den modstand, som kan blive dens banemand."
Den anden resolution, "Bøsser & lesbiskes, bi- og transseksuelles frigørelse", er et udkast til vedtagelse på Fjerde Internationales verdenskongres i slutningen af 2001. Udgangspunktet er, at undertrykkelsen af bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle hænger sammen med det kapitalistiske samfund og den heteroseksuelle familieinstitution som samfundsmæssig norm. Men at undertrykkelsen har sine særlige former, og at afskaffelsen af kapitalismen ikke i sig selv er tilstrækkeligt til en afskaffelse af undertrykkelsen.
Med afsæt i vurderinger af undertrykkelsens omfang, opstiller resolutionen også konkrete målsætninger for arbejdet i Fjerde Internationales egne organisationer. Det drejer sig bl.a. om at sikre et frirum for bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle, ved at give reelle muligheder for selvorganisering.. I forlængelse af dette, vedtog kongressen også en kort udtalelse om SAP´s arbejde for at forbedre mulighederne for, at bøsser, lesbiske, bi og transseksuelle kan føle sig hjemme i SAP, Fjerde Internationale, og i Enhedslisten.
Organisatorisk var kongressen præget af beslutningerne fra sidste kongres, som kan sammenfattes i tre punkter.
For det første en bevidst prioritering af opbygning af Enhedslisten. For det andet nødvendigheden af at fastholde SAP og Fjerde Internationale som organisation. Og for det tredje en sammenfatning og udvikling af den politik, som er samlingspunktet for SAP´s medlemmer.
Overordnet må man sige, at det forløbne år bekræftede disse beslutninger, uden dermed at sige, at det hele er "gået efter planen".
I forbindelse med opbygningen af Enhedslisten lå der til kongressen et papir med overskriften, "Midt i vadestedet". Denne overskrift udtrykker, som det også fremgik af diskussionerne på kongressen, at vi ikke efter et år kan vurdere, om vi har valgt den rigtige vej i vores bestræbelser på at opbygge et socialistisk masseparti.
Det er stadig vores vurdering, at Enhedslisten er en pol for socialister, og at SAP og SAP´s medlemmer har meget at bidrage med, både organisatorisk og politisk. Organisatorisk ved at opbygge EL som et kampagneparti med en sammentømret organisation, og politisk ved at udvikle internationalismen og klasseholdninger, såvel strategisk som i de aktuelle spørgsmål.
Dermed ikke sagt, at kongressen faldt i svime af begejstring over det sidste års arbejde. Tværtimod var der kritiske røster, som mente at vi stort set ikke havde formået at optrappe arbejdet i EL. Men flertallet var dog enige i det fremlagte papirs konstatering af, at der var sket fremskridt selv om det kan blive meget bedre. Der var også bred enighed om, at vi som SAP´ere ikke arbejder som nogen form for fraktion i Enhedslisten, men indgår i opbygningsarbejdet med de holdninger og erfaringer, vi har.
Hvad angår fastholdelsen af SAP som organisation, kunne kongressen konstatere, at vi har et solidt grundlag med fungerende afdelinger i København, Århus og Roskilde, de årlige påske- og SI-seminarer, og en fungerende ledelse. Men det var også klart, at en fortsat fastholdelse kræver, at vi ikke satser på status quo. Hvis der på længere sigt skal være folk til at videreføre vores programmatiske holdninger, skal der satses på nye medlemmer og politisk udvikling. Det satte kongressen højt på dagsordenen for den kommende periode.
Det var netop et kritikpunkt på kongressen, at det ikke var lykkedes den siddende Hovedbestyrelse at færdiggøre et oplæg til "en kort programmatisk tekst", som opsamler SAP´s fælles arvegods, og som kan medvirke til at samle og skole medlemmerne. Dette oplæg skal ligge klar til diskussion i november.
Resolutionen om Ny Internationalisme og udtalelsen om NMD bliver bragt i det kommende nr. af Socialistisk Information. Resolutionen om Bøsser, Lesbiske, bi- og transseksuelles frigørelse har som udkast været bragt i SI nr. 139.
Resolutionsbeslutninger vil være et læse her ca. 6. september.
SAP´s forretningsudvalg den 1. september 2000