Landsrettens dom i sagen om den unge kvinde, der blev nægtet praktikplads i Magasin, fordi hun insisterede på at bære tørklæde, har vakt stor debat, først og fremmest mellem reaktionære tilhængere af Dansk Folkeparti på den ene side og muslimer i Danmark på den anden side.

Debatten har en tendens til at blive polariseret i et valg mellem: for eller imod slør og tørklæder. Derfor er det vigtigt at slå fast, at socialister både må være mod slør og mod arbejdsgivernes ret til at forbyde det.

Som alle andre religioner bygger Islam på et fundament af tvang og lydighed. Lydighed over for Gud og lydighed over for traditioner, og det betyder lydighed over for præsteskaberne, over for mændene og over for alle andre magtfulde.

Af gode grunde har herskende til alle tider og i alle lande da også har knyttet an til religionerne. Religionerne har udfyldt rollen som redskab til at opdrage befolknigen til underkastelse og lydighed.

Islams krav – i varierende udformning og strenghed – om, at kvinderne skal tildække sig med slør og tørklæde, tjener netop dette formål. Kvinderne skal usynliggøre sig, anonymisere sig og skjule deres seksualitet – så de ikke truer mandens kontrol og position i familien og i samfundet. Dermed kan kvinderne indtræde på deres plads i det magthierarki, som i sidste ende sikrer ayatollahernes og mere verdslige herskeres magt.

At mange kvinder tilslutter sig, forsvarer og legitimerer deres egen undertrykkelse, gør ikke slør og tørklæde mindre undertrykkende, lige så lidt som kapitalismen bliver retfærdig af, at mange lønarbejdere ikke mener, at de bliver udbyttet.

Socialister og alle andre, der ønsker frihed og frigørelse, må derfor bidrage til at nedbryde og afskaffe disse undertrykkende traditioner og religiøse lydighedsregler.

Men af nøjagtig samme grund støtter vi samtidig Landsrettens dom som en lille, men betydningsfuld sejr. Lige så lidt som vi vil forsvare præster og patriarkers tvang, vil vi acceptere arbejdsgiveres og statsmagters tvang. Det vil aldrig bidrage til at løsrive islamiske kvinder fra religionens mørke og fra undertrykkende traditioner at forbyde dem at bære slør og tørklæde.

Tværtimod vil ethvert skridt i den retning hjælpe mullaherne med at fastholde Islam og dets lydighedsregler, ikke mindst når det kommer fra det omgivende samfund og de arbejdsgivere, som med stor ihærdighed fastholder indvandrere og flygtninge i en tredjerangs position i samfundet – bl.a. som lavtløns- og reserve-arbejdskraft.

Vi andre kan rejse diskussionerne og prøve at føre dem ind i de islamiske kredse. Vi kan støtte de kvinder, som forsøger at tage opgøret. Og vi kan kræve, at det offentlige stiller ressourcer til rådighed – f.eks. når unge kvinder flygter fra tvangsægteskaber.

Men opgøret med religionernes kvinde-undertrykkende traditioner må komme fra de undertrykte selv.