Adskillige partier har - formentlig ufrivilligt - bidraget til sommerunderholdningen i pressen med interne slagsmål, intriger, ævl og kævl. Senest har det især været Dansk Folkeparti, men først på sommeren var det SF som stod for løjerne. I pressen fremstod det, som om en alvorlig fløjkamp var i gang og at partisplittelsen lurede lige om hjørnet.
Det stod ikke skrevet i kortene at der skulle være sommerballade i SF. Partiets landsmøde i bededagene (19-21. maj) foregik uden dramatik og i stor enighed. Ved afstemningen om partiets holdning til EUROen stemte kun fire delegerede imod Hovedbestyrelsens indstilling om et nej. Partiet ligger lunt i meningsmålingerne og Holger K. Nielsen blev portrætteret som den ubestridte formand med styr på tropperne.
Men knap var landsmødet forbi, før helvede brød løs. Beskyldninger om kupforsøg, stalinistisk ensretning, fraktionsvirksomhed ... og sågar dovenskab føg gennem luften. Selvom Holger K. Nielsen ikke direkte blev inddraget i skudvekslingerne kom han mere og mere til at ligne en træt og nedslidt børnehavepædagog, som ikke kan få ungerne til at holde op med at slås i sandkassen.
Da det gik hedest til, blev beskyldningerne drevet ud i det absurde. F.eks. blev Åge Frandsen, som havde haft den frækhed at få flere stemmer end Jes Lunde ved valget til ledelsen - udstillet som det rene beton, uvillig til at indgå kompromiser på Christiansborg, ja, nærmest en vaskeægte Enhedsliste-mand forklædt som SFer. At det så er samme Frandsen, som har været arkitekten bag SFs deltagelse i politi-forliget og medieforliget (forlig, som ingen vist kan beskylde for at være særlig venstreorienterede) blev glemt i skyndingen.
Meget handlede reelt om personlige modsætninger og forsmåede ambitioner, men selvfølgelig var der også et vist politisk indhold i slagsmålet. F.eks. om man opfatter EU som en beklagelig realitet, hvis magt man skal forsøge at begrænse eller om man opfatter EU som Guds gave til menneskeheden og især dens venstreorienterede del.
Til gengæld er den reelle uenighed ikke særlig stor, når det gælder SFs aktuelle politiske placering. Her er der bred enighed om at vejen til indflydelse for SF går gennem deltagelse i forlig med regeringen og CD. Det skal vise SFs "regeringsduelighed" og dermed bane vejen for indtræden i en regering med S, R og eventuelt CD.
Dette perspektiv blev senest bekræftet den 3. august i et interview med Villy Søvndal i Jydske Vestkysten under overskriften "Søvndal vil i regering", hvor han erklærer sig parat til at træde ind i en regering med S og R, uanset om det bliver ja eller nej ved folkeafstemningen. Søvndal, som går for at være en af de fremmeste repræsentanter for SFs venstrefløj, benytter i øvrigt interviewet til at betegne SR-regeringens arbejdsmarkedspolitik som "vældig flot" og "noget nær det fornemste i Europa".
SFs stifter, Aksel Larsen, definerede SFs historiske rolle til at være "sømmet i røven på Socialdemokratiet". Derfor er det kun naturligt, at SF følger Socialdemokratiet kurs mod højre. Tidligere gik SF ind for et "arbejderflertal", d.v.s. en regering baseret på Socialdemokratiet og venstrefløjen. I dag går SF ind for en regering baseret på borgerlige partier som CD og de radikale. Det er naturligvis ikke et udtryk for at disse partier er gået til venstre, men for at SF er gået til højre.
Derfor er det en central opgave at opbygge Enhedslisten som en kraft til venstre for SF. En kraft, som kan samarbejde med SF, når det er muligt. Men også en kraft, som kan udgøre et alternativ, den dag SF får opfyldt sine drømme om at komme i regering med de borgerlige midterpartier og dermed svigter de politiske mærkesager, som er årsagen til den opbakning, SF har i dag.