Midt i en ellers småtrist sommer har det politiske Danmark den seneste måned været beriget med et opgør i Dansk Folkeparti. Et opgør, som i første række handler om en diktatorisk partiledelse, som ikke tolererer kritik og brok. Det handler også om et parti med vokseværk, hvor alskens plattenslagere, karrieremagere og diletanter er på banen, og hvor partiets holdninger ikke kan "skjules" af letkøbte overskrifter.

Der er ingen tvivl om, at en stor del af DF´s fremgang skal tilskrives en stigende social utilfredshed i dele af befolkningen, kombineret med følelsen af en enorm afstand mellem det sociale system, og dem, der burde have glæde af systemet. Pia Kjærsgaard og hendes håndgangne mænd, Kristian Thuesen Dahl og Peter Skaarup, har alt for dygtigt givet utilfredsheden et ståsted. Samtidigt har de en hurtig og "realistisk" løsning på, hvem der skal betale – de fremmede, dem der ikke er lige så lyshårede som Kjærsgaard, og hvidskindede som Thuesen Dahl. Ud med dem, så vil der være både mælk og honning til folke- og førtidspensionister, boliger til de hjemløse, arbejde til de arbejdsløse, og brave danske mænd vil ikke længere skulle rejse til Thailand for at finde sig en kone.

Men bag de sociale floskler og de hurtige løsninger trænger realiteterne sig på for et parti, som er ved at udvikle sig til en reel magtfaktor, og som sætter en alt for stor del af den politiske dagsorden. Partiets program handler jo i virkeligheden ikke om forbedringer for de socialt svagest stillede. For blot at nævne et par eksempler. Fjernelse af boligstøtten vil gøre endnu flere hjemløse. Fjernelse af statstilskuddet til A-kasserne vil fordoble kontingentet for de mest udsatte grupper. Og DF´s forslag om fuld forældrebetaling i daginstitutionerne vil betyde, at børnefamilierne kan komme af med op til 8000 kr. om måneden for en vuggestueplads.

Det er nogle af konsekvenserne af DF´s mærkesag om sænkning af indkomstskatterne. Populært – javist – for hvem elsker ikke at hade skattevæsenet. Men socialt er det i hvert fald ikke.

Når DF har haft stor fremgang, er der selvfølgeligt også kommet mange medlemmer til, som på egen særegne måde har en reel social indignation. Det må nødvendigvis føre til frustration og diskussioner i et parti, som har en noget speciel sammenhæng mellem sit program og sit image.

I det lys kan sommerens bal i den borgerlige virke afslørende for et parti, som ikke alene er asocialt, men i endnu højere grad bygger sig op på racisme og fremmedhad. Og det vil jo ikke være så ringe endda.

Men i endnu højere grad gør balladen det aktuelt for venstrefløjen at markere sig som et socialt alternativ til den borgerligt socialdemokratiske politik. Venstrefløjen – såvel den parlamentariske som den udenoms – skal i endnu højere grad markere sig som "den lille kvindes" forsvarer overfor systemet. Hvad enten det drejer sig om den arbejdsskadede, der syltes i arbejdsskade-systemet – den tvangsaktiverede, som bliver til grin for bistandshjælpen, pensionisten der mister hjemmehælpen, eller …

Dansk Folkepartis problemer åbner et tomrum, som kan give venstrefløjen plads og åbne for en reel kamp for sociale forbedringer. Det bliver en del af opgaverne i den kommende tid.