Den seneste tids henrettelser i USA - ikke mindst i Texas, hvor den republikanske præsidentkandidat Bush jr. kommer fra - har ført til en genopblussen af debatten om dødsstraffen både i USA og internationalt.

Der er mange gode grunde til at gå imod dødsstraffen.

For det første er der intet som tyder på, at dødsstraf hjælper som en afskrækkelse mod alvorlig kriminalitet. Antallet af mord o.l. er ikke generelt lavere i lande med dødsstraf end i lande uden. Og det er heller ikke sådan, at antallet af alvorlige forbrydelser stiger i lande, som afskaffer dødsstraffen.

For det andet er det tværtimod sådan, at anvendelse af dødsstraf er med til at forrå et samfund. Den legitimerer, at det er tilladt at slå ihjel - ikke bare i livsnødvendigt selvforsvar, men med koldt blod. Og når først det er accepteret, så er det i virkeligheden blot et spørgsmål om gradsforskelle, hvem der må slå ihjel, for hvad og med hvilke midler.

For det tredje rammer dødsstraffen social skævt. Det ses ikke mindst i USA, hvor man som hvid middelklasse eller overklasse skal være mere end ualmindelig uheldig for at blive dødsdømt, for slet ikke at snakke om henrettet - og det ganske uanset hvor bestialske forbrydelser, man har været involveret i. Derfor er dødsgangen i USA også primært befolket med fattige sorte, som ikke har haft ressourcerne til at sikre sig et ordentligt forsvar.

For det fjerde er henrettelsen - det naturlige resultat af dødsstraffen - i sin natur uigenkaldelig. Der er ingen mulighed for at fortryde eller "at gøre skaden god igen". Uanset hvor meget man forsøger at undgå det, så betyder dødsstraf med større eller mindre mellemrum henrettelse af uskyldige mennesker.

Det går heldigvis fremad i kampen mod dødsstraf. Hvor der ved indgangen til sidste århundrede kun var fire lande, som ikke havde dødsstraf, så var der ved indgangen til dette århundrede et flertal af lande uden dødsstraf. Ikke mindst Europarådets beslutning om kun at anerkende nye medlemsstater, hvis de har afskaffet dødsstraffen, har været med til at gøre Europa til et stort set dødsstraf-frit område.

Det positive resultat af dette har vi netop set på årsmødet i OSCEs parlamentariske forsamling i Bukarest, hvor enkelte parlamentarikere fra USA kom i håbløst mindretal – kun støttet af nogle medlemmer af den tyrkiske delegation – i deres forgæves forsøg på at forhindre forsamlingen i at vedtage en opfordring "til alle medlemslande" (d.v.s. primært USA og Tyrkiet) om at afskaffe dødsstraffen for alle forbrydelser.

Socialister har en særlig forpligtigelse til at gå aktivt ind i kampen mod dødsstraffen. Dels af humanitære årsager. Men så sandelig også fordi dødsstraffen ofte har været det herskende regimes redskab til at bekæmpe kræfter, som arbejdede for forandring i demokratisk socialistisk retning. Det redskab blev brugt af de nazistiske og fascistiske regimer. Det blev brugt af de stalinistiske regimer. Og det er gennem tiderne blevet brugt i USA mod venstrefløjsfolk som f.eks. Joe Hill og Sacco og Vanzetti.

Aktuelt står Mumia Abu-Jamal overfor risikoen for at blive henrettet af det amerikanske regime. Det må forhindres. Ved at gå ind i forsvarskampagnen for Mumia. Og ved at gå ind i den verdensomspændende kampagne mod dødsstraf.

Dødsstraffen skal væk – nu!