Op til folkeafstemningen om Maastricht-traktaten var det Danfoss, som gik i spidsen: hvis befolkningen stemmer Nej til Unionen, placerer vi vores investeringer i udlandet.
Som bekendt lykkedes det i anden omgang at skaffe det nødvendige Ja, og siden har Danfoss alligevel flyttet adskillige arbejdspladser til udlandet.
I år er det Danisco, som fører an med nøjagtigt samme budskab. Det blev hurtigt fulgt op af et "ekspert-barometer" i Jyllands-Posten, hvoraf det fremgik, at halvdelen af de danske eksportvirksomheder vil bremse investeringerne i Danmark, hvis ikke vi kommer med i ØMU'en.
Direktørerne, der forvalter lønmodtager-pengene i ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, fulgte op med lettere tågede kommentarer om nødvendigheden af at ændre investerings-strategi.
Endelig var Metalforbundets-formand, Max Bæhring, som altid på pletten med et reaktionært standpunkt: Han forstod så udmærket, at Danisco "spiller ærligt ud". Men han har heller ikke lagt skjul på, at han gerne var fri for alt det folkeafstemnings-pjat.

Både danske og internationale økonomer - af den helt ukritiske og ØMU-venlige type - har måttet erkende, at det ikke realøkonomisk får nogen særlig betydning, hvis Danmark holder sig ude af ØMU'en.
Der er altså tale om en blanding af forventet spekulations-panik (hvad gør de andre?) og først og fremmest politisk pression.
Og det vil højst sandsynligt udvikle sig til politisk pression i to faser: Først den fase, vi befinder os i, hvor befolkningen skal trues til at stemme Ja. Dernæst fasen efter et Nej-flertal, hvor vi skal straffes og tvinges til at stemme Ja ved en ny folkeafstemning.

Uanset hvor forudsigelig og genkendelig denne strategi fra kapitalejernes side er, er det dog nødvendigt at standse op og stille det nærliggende spørgsmål:
– Hvor meget realitet er der i det påståede demokrati, når en talmæssigt meget lille gruppe har muligheden for ikke blot at true vælgerne, men også til at føre truslerne ud i livet?
– Ville vi også kalde det demokrati, hvis vi mødte bevæbnede mænd ved afstemningsstederne, som forklarede os, at vi ville miste vores hjem eller arbejde eller livet, hvis vi vi stemte forkert?
– Kan vi overlade magten over samfundets materielle værdier til en lille gruppe mennesker, der oven i købet åbenlyst foragter flertallets holdninger og ret til at beslutte?

Nej, selvfølgelig har et kapitalistisk samfund med privat ejendomsret til produktionsmidler og andre samfundsværdier intet med virkeligt demokrati at gøre. Og ja, selvfølgelig forudsætter reelt demokrati, at den anden del af befolkningen – flertallet – overtager ejerskabet og råderetten over disse værdier.
Atter en gang har kapitalen selv sat det forkætrede socialistiske krav om samfundsovertagelse på dagsordenen.

I første omgang drejer det sig om at trodse truslerne og stemme Nej til yderligere frihed til kapitalejerne og Nej til et stort europæisk magtapparat, der forsvarer disse kapitalejeres magt – dvs. Nej til ØMU'en.
Men i anden omgang må vi være parate til gennem indgreb og forbud at forhindre, at de bliver i stand til at flytte arbejdspladser og værdier til andre lande, hvor de kan tjene flere penge.
Og samtidig må vi opbygge de internationale alliancer og den internationale kamp, som gør, at Danisco-direktøren og hans kumpaner til sidst ikke har nogle steder at flytte hen.