Kvinder udgør cirka halvdelen af jordens befolkning, men hele 70 procent af de 1,3 mia. mennesker, som lever i absolut fattigdom. Og det er ikke kun i de fattige lande uligheden består. I Danmark tjener kvinderne i det private erhvervsliv f.eks. kun 81,9% af mændenes løn, mens de kommunalt ansatte tjener 89,4%, og løngabet er stigende.
Kvinder verden over udsættes dagligt for vold og truslen om vold: fysisk, psykisk. Ifølge FN lemlæster og dræber vold flere af verdens kvinder mellem 15 og 44 år end kræft, malaria, krig og trafikulykker tilsammen.
Det var bl.a. disse problemer, som blev diskuteret på FNs særlige kvindekonference i New York i sidste uge (4. 10. juni). Her mødtes 180 regeringer for at revidere og gøre status over den handlingsplan for kvinders rettigheder, som blev vedtaget på FNs verdenskvindekonference i Beijing i 1995. Med konferencen blev det endnu engang demonstreret, at der i høj grad stadig er behov for en stærk kvinde- og menneskerettighedesbevægelse, som forsvarer de grundlæggende rettigheder, vi har vundet gennem hård kamp de sidste år, årtier og århundreder.
Parallelt med FN-konferencen samledes ca. 10.000 NGOere fra kvinde- og menneskerettighedsorganisationer verden over for at lægge pres på de officielle forhandlinger. "Ikke et skridt tilbage" var fællesparolen fra NGOernes side. Et meget defensivt krav, men ikke desto mindre helt centralt.
Stærke højreorienterede religiøse kræfter lagde nemlig stort pres på forhandlingerne. De ville ikke bare forhindre yderligere tilføjelser til kvinderettighederne, men derimod have svækket og fjernet en del af de allerede anerkendte rettigheder. F.eks. retten til at bestemme over sin egen krop og retten til at vælge og dyrke sin egen seksualitet.
Men igen er det ikke nok at koncentrere sig om at pege fingre ad de andre. Vores egen ligestillingsminister Jytte Andersen koncentrerede sine kræfter om at promovere sin ide om at få inddraget mænd i ligestillingsarbejdet. "Jeg hører ofte mænd, der prøver, men får at vide af kvinden, at de ikke gør det godt nok," udtalte hun bl.a. medfølende til Information d. 4/6. I den danske delegation var der da også flere mandlige repræsentanter fra Maskulint Forum, som var med til at dreje det danske fokus fra kvinderettigheder over på manderettigheder.
Det var en broget skare, der var samlet i NGO-aktiviteterne. Der blev snakket, fortalt og diskuteret i timevis og dagevis. På store prangende konferencer om "Kvinder og Magt", og på små obskure møder om "Re-evaluerings-terapi" og "Retten til at føle sig som kvinde". Fælles for dem alle var troen på, at man kan lave grundlæggende forandringer gennem det parlamentariske system. Fælles for dem alle var desværre også det stort set totalt manglende perspektiv om - og diskussion af - mobilisering af mange flere tusinde kvinder til handling og aktion udenom systemet.
På denne måde blev kampen for kvinders rettigheder på møderne i New York alt for ofte reduceret til et spørgsmål om taktik og lobbyisme på de eksklusive møder i FN-bygningen.
Det er godt og det er fremskridt hver gang vi får føjet flere rettigheder til kvinden, og det er en styrkelse hver gang vi får skærpet formuleringerne, så de står klarere. Derfor er forhandlingerne i FN ikke ligegyldige og derfor skal alverdens progressive NGOere også være til stede. Men det er et alvorligt problem, når disse NGOere, disse kvindelige ledere, i den grad opretholder og dyrker illusionen om, at forandringerne sker i mødelokalerne og på papirerne.
En af de NGOere, som søgte at sætte fokus på kampen udenfor mødelokalerne, var Kvinders År 2000 Verdensmarch. I samarbejde med en international ungdomskvindegruppe organiserede og gennemførte de en manifestation udenforan FN-bygningen, hvor ca. 200 kvinder deltog. Alt for få ikke mindst i.f.t. den oplagte anledning. Men Kvinders År 2000 Verdensmarch tog initiativet og mange nye tilsluttede sig kampagnen.
Kampagnen retter sig mod fattigdom og vold mod kvinder, og den skal fortsætte i vores hjemlande og regioner.
Til oktober går det rigtig løs. Den 14. oktober vil titusinder af kvinder fra hele Europa mødes i Bruxelles til demonstration, workshops og fest. Den 15. oktober vil kvinder primært fra USA og Sydamerika mødes i Washington til en manifestation foran Verdensbanken og Det Hvide Hus. Den 17. oktober, FNs "dag for eliminering af fattigdom", vil den internationale march kulminere med en fælles verdenskvindemanifestation i New York.
SAP støtter op om Kvinders År 2000 Verdensmarch og opfordrer alle til at tage med til Bruxelles den 14. oktober. Og ikke mindst til at deltage aktivt i kampen for kvinders rettigheder lokalt og globalt.
SAPs forretningsudvalg, 16. juni 2000