Da byrådet i Odense holdt møde den 7. juni var første punkt på dagsordenen udliciteringer af en række kommunale serviceopgaver. Den socialdemokratiske borgmester, Anker Boye, gjorde meget ud af det grundige forarbejde, hvor et "uvildigt" konsulentfirma havde gennemanalyseret kommunen og fundet frem til 113 arbejdsfunktioner, der kunne sendes i udbud. Byrådets flertal havde angiveligt blot fulgt de gode råd, som konsulentfirmaets analyse serverede på et sølvfad.

I takt med, at udliciteringspolitiken bliver et stadigt mere centralt redskab for såvel de socialdemokratiske som de borgerlige politikere i kommuner og amter bobler modstanden frem. I første omgang blandt de kommunalt ansatte, men også blandt nogle brugergrupper. Det er også tilfældet i Odense, hvor den største af de berørte grupper, buschaufførerne, havde indkaldt til demonstration, umiddelbart før byrådets behandling af udliciteringerne.

Netop på busområdet har de ansatte overalt i landet mærket konsekvenserne af udliciteringer i form af drastisk forringede løn- og ansættelsesforhold, og brugerne har kunnet mærke serviceforringelser, gennem forsinkelser, udgåede busser og stressede chauffører.

Derfor fik chaufførerne i Odense da også en kontant opbakning fra chaufførerne i København, Århus og Ålborg, som var parate til at rive en dag ud af kalenderen for at deltage i Odense-chaufførernes demonstration. På den måde markerede demonstrationen et skridt i den rigtige retning – på vej mod en landsdækkende modstand mod udliciteringer.

Men modstanden er alligevel på mange måder spredt og svag. Et centralt problem er her de faglige ledere, som for en dels vedkommende lægger større vægt på loyalitet overfor deres socialdemokratiske venner i by- og amtsråd, end på medlemmernes interesser som ansatte og/eller brugere. Oveni det kommer et internt slagsmål i fagbevægelsens top om at rage medlemmer og overenskomstaftaler til sig. På busområdet har dette slagsmål været særligt udtalt – mellem SiD og FOA – hvilket også kom til udtryk i Odense, hvor de to lokale fagforeninger ikke kunne samarbejde om demonstrationen.

Et andet problem i kampen mod udliciteringer er, at de berørte ansatte og deres fagforeninger ikke indtil videre har formået at komme ud over egne rækker i nævneværdigt omfang. Alliancer med andre udliciteringstruede grupper, med resten af fagbevægelsen og ikke mindst med brugerne. En undtagelse fra denne regel så vi under Ri-Bus konflikten i 1995, hvor alliancerne i konfliktens start bredte sig som ringe i vandet, i forlængelse af at konflikten blev symbol på en generel kamp mod udliciteringer og privatiseringer.

Det var kendetegnende, at demonstrationen i Odense viste manglen på alliancer. Det var en demonstration af chauffører for chauffører, med ganske få undtagelser – f.eks. nogle repræsentanter fra social- og sundhedshjælperne i København.

Endeligt, og nok så betydningsfuldt, er modstanden mod udliciteringspolitikken på det politiske plan meget begrænset. Ét er at Socialdemokratiet de fleste steder i landet bakker udliciteringerne hæmningsløst op. Men også i SF er der ved at ske et skred i deres modstands-holdninger. SF-borgmesteren i Vejle har f.eks. gennemført en række udliciteringer, og har i dag den socialdemokratiske holdning fra i går. Nemlig at kun kerneområderne indenfor pleje, omsorg og daginstitutioner/skoler skal friholdes for udliciteringer.

Også i Odense er SF vaklende i forhold til udliciteringer, selvom de den 7.juni stemte imod i byrådet. De har således udtrykt, at buschaufførerne skulle have en to-års frist til selv at finde "de nødvendige" besparelser for at undgå udliciteringer. Hvis de to år ikke gav besparelser nok, ville SF støtte udliciteringsforslaget. Med andre ord et tilbud til chaufførerne om at vælge mellem pest eller kolera.

På trods af de nævnte problemer, er kampen mod udliciteringer ikke tabt, heller ikke for buschaufførerne i Odense. Hvis det lykkes at fastholde sammenholdet og aktiviteterne blandt chaufførerne, som indtil nu har ført til spredte strejker og demonstrationer, er der stadig en basis for at udvikle alliancerne i Odense og på landsplan. På den måde vil såvel de faglige ledere som politikerne (i første omgang SF) kunne presses til at bakke chaufførerne op.

Men udvikling af kampen mod udliciteringer kommer ikke ud af den blå luft. Der er brug for, at den faglige og politiske venstrefløj går forrest i udvikling af kampen. Buschaufførerne skal kunne hente støtte og inspiration fra de samarbejder, der allerede eksisterer i dag, f.eks. i Odense, Ålborg og Århus, hvor progressive tillidsfolk fra nogle af de offentlige ansattes fagforeninger har dannet netværk mod udliciteringerne – og fra den politiske venstrefløj, med Enhedslisten i spidsen.