»Danmarks i stigende grad giftige valgkamp om tilslutningen til den fælles valuta nåede et nyt lavpunkt i går, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen skarpt angreb en trio af økonomer, hvis opfattelser afviger fra regeringens linje.« Sådan skrev Financial Times den 26. maj.

Det ser unægtelig ud til, at euro-tilhængerne endnu en gang har skudt sig selv i foden. På det seneste har hele striben af ja-politikere rettet et voldsomt angreb mod det Økonomiske Råds vismænd, som ellers så ofte har stået de regerende bi med formaninger om løntilbageholdenhed og besparelser.

Vismændene har nemlig tilladt sig at hævde, i at ØMU-afstemningen primært er et politisk anliggende, og at et nej kun i ringe grad vil have indflydelse på dansk økonomi. Derved har vismændene afvæbnet i hvert fald socialdemokraterne, hvis hovedstrategi for et ja er den klassiske massive skræmmekampagne.

Og derfor haglede det med skældsord over dem:

– Det er en eksercits i det tomme teoretiske rum, sagde finansminister Mogens Lykketoft. Vismændene var i sjælden grad »politiserende«, mente Anders Fogh Rasmussen, mens Jelved kaldte analysen »statisk«, og Nyrup forkastede den som »fagøkonomisk dårlig«.

Vismændene står dog ikke alene, når de afviser væsentlige økonomiske konsekvenser af et dansk nej. Det gør de fleste af de økonomer, der ikke som LO's og Økonomiministeriets er ansat til at bakke Socialdemokratiet og regeringens projekter op.

Desværre er det kun de færreste ja-sigere, der ønsker ØMU-debatten hævet til et niveau over de økonomiske skræmmekampagner. Når Fischer eller Prodi fremlægger visioner for en føderalistisk union, affejes det af vores politikere med, at disse ledende folk i EU er ude af forbindelse med realiteterne.

Efter kontroversen mellem vismændene og ja-sigerne vil truslerne om økonomisk elendighed efter et nej ikke kunne få den store troværdighed. Derfor må man håbe på, at ØMU-debatten nu kan drejes til at handle om ØMU'ens politiske indhold og konsekvenser.

Om vi ønsker ØMU'en eller ej, er i virkeligheden et spørgsmål om, hvilken type samfund vi ønsker. Dette spørgsmål er ikke snævert dansk. Danmarks folkeafstemning den 28. september vil vedrøre hele EU's befolkning.

På Enhedslistens årsmøde i Pinsen fortalte Lúis Branco fra den portugisiske Venstreblok om, hvordan ØMU'en har ramt de dårligst stillede i Portugal. Portugal har, som alle andre stater, der enten er med i ØMU'en eller skal klargøres til den, gennemført en række nedskæringer af den offentlige sektor og foretaget massive privatiseringer – med nedlæggelse af mange job til følge – for at leve op til de krav om stram økonomisk politik, som ØMU'en stiller.

Dette viser også nødvendigheden af, at progressive kræfter over hele Europa går sammen for at forkaste det liberalistiske ØMU-projekt og erstatte det med økonomisk samarbejde til fordel for Europas arbejdere, arbejdsløse og udstødte.

Et af de konkrete initiativer for at rejse fælles krav på europæisk plan er de Europæiske Marcher mod arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse, som er til stede, hver gang EU-toppen mødes. »Euromarcherne« arrangerer modtopmøde og en stor international demonstration, når der til december er topmøde i Nice.

Her vil EU-toppen cementere euroen med nye asociale harmoniseringer. Et reelt opgør med den offentlige velfærd til fordel for private forsikringsordninger er på dagsorden – intet tyder på, at ØMU'en vil få pyntet på sin manglende sociale profil.

Derfor er det for alle Europas befolkninger vigtigt, at vi i Danmark stemmer nej til ØMU'en. Men også at det danske nej-flertal præges så stærkt som muligt af viljen til at styrke den tvær-europæiske sociale bevægelse. Vores nej må være et skridt på vejen til et fælles nej i Nice.