Såvel SF som Enhedslisten holdt landsmøder i Bededags-ferien, og på hver sin måde pegede pilen i de to partier lidt til venstre.

I SF fik partiledelsen massiv opbakning til ØMU Nej´et og de såkaldte fornyere, som vil trække SF til højre, fik fingeren. Samtidigt markerede landsmødet en kraftig kritik af partiledelsens flirt med CD og planerne om, at SF skal indgå i en regering hen over midten.

På Enhedslistens årsmøde var den klareste politiske markering, at regeringen har opbrugt sin goodwill. Det har indtil videre været god latin, at den socialdemokratisk-radikale regering er klart at foretrække for V og K, og derfor har kunne trække veksler på Enhedslistens tålmodighed. Men da regeringen i praksis ikke fører en social politik, der adskiller sig væsentligt fra de borgerliges, er tålmodigheden ved at være brugt op.

Enhedslisten er i for høj grad blevet bundet op som støtter til regeringen, og for mange af de mennesker, der rammes af sociale nedskæringer, dagpengestramninger osv., fremstår Enhedslisten som ét fedt med regeringen, og dermed som en del af "systemet". Det er en medvirkende årsag til, at den sociale utilfredshed ikke fører til venstredrejning – tværtimod har ikke mindst Dansk Folkeparti kronede dage, med deres på overfladen "sociale profil".

Signalet fra Enhedslistens årsmøde var: Nu er det nok! Regeringen skal tvinges til at sadle om og medvirke til synlige sociale forbedringer, sammen med SF og Enhedslisten. Ellers får de ingen aftaler igennem med Enhedslistens stemmer. Så langt så godt

Det næste spørgsmål bliver, hvordan de to partiers venstredrejning kommer til at se ud, når beslutningerne og markeringerne skal ud i virkeligheden. Her er der i hvert fald to afgørende faktorer.

For det første, vil partierne være i stand til at optræde som en samlet venstrefløj, som for alvor kan lægge pres på regeringen – og på borgmestrene i kommuner og amter? Enhedslisten lagde op til en sådan samlet front, med et åbent brev til SF og Socialdemokratiet om fælles modstand mod udliciteringer. SF´s svar svæver i vinden. I det hele taget virker det som om, SF på ingen måde har lagt de partitaktiske/sekteriske overvejelser i skuffen. Partiledelsen vil helst holde Enhedslisten ti skridt fra livet. Dels af frygt for at miste mandater, og dels for at holde sig tilstrækkeligt gode venner med Socialdemokraterne til at være "regeringsduelige".

For det andet, er det muligt på kort sigt at omsætte den sociale utilfredshed til aktiv bevægelse for solidariske krav? Her skulle man umiddelbart mene, at bl.a. fagbevægelsen kunne være en samlende kraft. Men toppen i fagbevægelsen har sat mange tykke streger under, at de følger regeringen (og Dansk Arbejsgiverforening) i tykt og tyndt. Det er imidlertid ikke hele sandheden om fagbevægelsen, for neden under top-niveauet er der en del grøde, markeret af fagforeninger og medlemmer, der mærker udliciteringer, aktiverings-halløj osv. på deres egen krop, og som er parate til modstand. Hvis det lykkes at samle denne modstand vil presset på såvel fagtoppen som på regeringen vokse betydeligt.

Der er således lagt op til, at det politiske efterår kan blive en effektiv afprøvning af venstrefløjens venstredrejning, hvis ikke mindst medlemmerne af SF og Enhedslisten er i stand til at give landsmødernes politiske signaler kød og blod.