Mandag kostede de værste uroligheder i Gaza og på Vestbredden siden 1996 to menneskeliv og mere end 300 palæstinensere blev sårede. Den konkrete anledning var årsdagen for statens Israels oprettelse den 15. maj og demonstrationer for løsladelse af de 1650 palæstinensere i israelske fængsler. Men først og fremmest må de ses som udtryk for generel utilfredshed med fredsprocessen.

I dag udgøres de palæstinenske selvstyreområder af tre adskilte områder på Vestbredden og en del af Gaza. Reelt er de områder overhovedet ikke fungerende. Det fungerer som lapper mellem bosættelser, der er forbundet af veje uden, at inddrage de palæstinensiske landsbyer i udbyggelsen af infrastrukturen. Dermed er palæstinenserne underlagt den israelske økonomi.

Jerusalems fremtid spiller også en helt central rolle. Efter Oslo-aftalerne, talte de palæstinensiske ledere om Jerusalem som hovedstad en i en fremtidig palæstinensisk stat. Hvorimod landsbyen Abu Dis, der blev tildelt palæstinenserne efter urolighederne, er af den israelske regering udset til at være hovedstad i den palæstinensiske stat.

USA har en central placering i fredsprocessen og Israel modtager enorme summer i støtte fra USA. Et af elementerne i Wye-aftalen fra 1999 var etableringen af fælles voldgifts-udvalg med repræsentanter for USA, Israel og Palæstina. Arafat ikke bare accepterede, men krævede ligefrem, at USA skulle være repæsenteret af CIA. Selvstyret vil heller ikke kunne lave sikkerhedsaftaler med andre lande uden accept fra Israel og USA.

I stedet for "land for fred" er fredsaftalerne blevet til "land for sikkerhed". Arafat har lovet Israel at bekæmpe terrorister. Meget let er terroristbekæmpelsen blevet til en undertrykkelse af alle oppositionelle indenfor det palæstinenske selvstyre, selv indenfor Arafats Fatah-parti. Arafat har aldrig været nogen stor demokrat, men udformningen af aftalerne har været med til at underbygge styrets udemokratiske karakter og gøre selvstyret til Israels forlængede arm.

I november 1999 underskrev 20 fremtrædende palæstinensiske aktivister, akademikere og medlemmer af den palæstinensiske lovgivende forsamling, en erklæring, hvor de anklagede den Nationale Palæstinensiske Autoritet såvel som præsident Yasser Arafat for korruption, svindel og despotisme. Det palæstinensiske efterretningsvæsen reagerede med at arrestere seks af underskriverne og give to af dem husarrest. Myndighederne har også kørt en medie-kampagne med bagvaskelse af erklæringen og dens underskrivere.

Ingen kan ignorere opråbet fra disse prominente personer, der underskrev erklæringen. De repræsenterer alle dele af det palæstinensiske politiske billede (inklusive Arafats eget parti Fatah) og er dybt forankrede i den palæstinensiske nationale kamp.

Det er ikke kun USA, der bærer ansvaret for situationen. EU har en handels-aftale med Israel, hvilket betyder, at man tillader import fra besatte områder under gunstige betingelser. Fra FN's side har Israels mange overtrædelser af internationale konventioner aldrig resulteret i andet end resolutioner, som ikke er blevet fuldt op med handling og som Israel i det store hele har ignoreret.

Etableringen af en palæstinensisk stat med fuld suverænitet over de områder, der blev besat af Israel i 1967 og Jerusalem som dets hovedstad, såvel som ret for de palæstinensiske flygtninge til at vende tilbage og Israels anerkendelse af den historiske uret begået mod det palæstinensiske folk ville være et stort fremskridt.

Den bedste løsning på lang sigt ville imidlertid være etableringen af en demokratisk bi-national stat med lige rettigheder for alle befolkningsgrupper, der lever i det, der engang udgjorde Palæstina. Der vil aldrig kunne skabes fred så længe, der eksisterer en stat i området, der bygger på en grundlovsfæstet herrefolksmentalitet.

Det kræver opgør med de reaktionære kræfter i Israel, de udemokratiske ledere i det palæstinensiske selvstyre og mod USA’s brug af Israel til at forsvare sine storpolitiske interesser.

Derfor støtter vi de demokratiske kræfter såvel blandt palæstinensere og israelere i viden om, at det er gennem deres kamp, at der kan skabes en reel fred.

Vi støtter et pres på USA og EU’s regeringer om at arbejde for egentlige løsninger.