Årets 1. maj møder vil de fleste steder stå i EURO afstemningens tegn. De socialdemokratiske ledere fra regering såvel som fra fagtoppen vil rejse land og rige rundt med påstanden om EURO´ens lyksaligheder, og om deres drøm om et "socialt Europa".

De taler om international solidaritet, og beskylder deres modstandere for at være snæversynede nationalister. Men hvordan er det med virkelighedens internationale solidaritet.

Er det f.eks. udtryk for solidaritet, når EU-tilpasningen direkte og indirekte fører til snærende bånd om skattepolitikken og de offentlige udgifter? Er det solidaritet, når flere og flere offentlige opgaver udliciteres til private profitmagere, i skøn samdrægtighed med EU´s liberaliseringsbestræbelser? Er det solidaritet, når kapitalen har fuldstændigt frie tøjler til at flytte produktionen og arbejdspladserne derhen hvor arbejdskraften er billigst, arbejdsforholdene dårligst og arbejderne er mest medgørlige. Eller er det solidaritet, når EU bl.a. gennem WTO, medvirker til den globale liberalisering, som først og fremmest rammer miljø og faglige rettigheder for arbejderne i den 3. verden.

Nej det er det ikke! Det er udtryk for, at EU-projektet grundlæggende handler om at styrke den europæiske kapital, indadtil såvel som udadtil. I det lys skal EURO afstemningen ses. Det handler om at være for eller imod yderligere opbygning af kapitalens Europa. Eller sagt på en anden måde, om de enkelte landes politik skal underlægges kravene om liberalisering.

Som internationalister og socialister må vi sige nej til dette projekt – nej til EURO´en. Men vi gør det selvfølgeligt ikke, fordi vi ønsker Danmark lukket overfor omverdenen. Den nationalistiske EU modstand er og bliver reaktionær, og vi hverken kan eller vil trække på samme hammel, som dem.

For os handler det om at udbygge den internationale solidaritet mellem grupper og bevægelser, som har fælles interesser i kampen for social retfærdighed, for et rent miljø, for fred osv. Vi skal også støtte forskellige former for internationalt samarbejde gennem frivillige aftaler mellem to eller flere lande. Aftaler der betyder fremskridt for arbejderbefolkningen.

I bund og grund handler det jo om indholdet i politiken, og om opbygning af bevægelser, der kan danne grundlag for en reel solidarisk og social udvikling.

Også den 1. Maj skal vi sætte de sociale og solidariske krav i centrum. Krav om reelt arbejde og kortere arbejdstid. Krav om udbygning af den offentlige service, som modstykke til privatiseringer og udliciteringer. Krav om kontrol med kapitalens skalten og valten med arbejdspladser. Krav om solidaritet med de socialt mest udsatte grupper, hvad enten det drejer sig om socialt udstødte, de gamle, børnefamilierne eller flygtninge og indvandrere.

Vi skal også fremhæve støtten til de grupper, der går til modstand mod forringelser, hvad enten det er buschaufførerne i Odense, der slås mod udliciteringer, eller bilarbejdere i Sydkorea, der slås mod fængsling af deres ledere.

For os handler det om opbygning af styrke og bevidsthed, lokalt såvel som internationalt, på vej mod en socialistisk revolution.