Stop krigen i Mindanao, Filippinerne!

Fra Kosova, over Sudan og Tjetjenien til Filippinerne, ser vi konflikter mellem kristne og muslimer. Tilsyneladende er det umuligt for kristne og muslimer at leve fredeligt sammen side om side. Men bag ved de religiøse konflikter ligger de egentlige spørgsmål – kontrollen med ressourcer og territorium.

I den sydligste del af Filippinerne ligger øen Mindanao. Den sidste måned er den væbnede konflikt mellem muslimske oprørere og regeringsstyrker blevet optrappet. I provinsen Lanao del Norte har der været en kontinuerlig skudveksling mellem parterne. Ifølge oplysninger fra den filippinske forsvarsminister er over hundredtusinde drevet på flugt. NGO’er og folkelige organisationer frygter, at optrapningen vil føre til, at den væbnede konflikt udvikler sig til en egentlig borgerkrig i hele Mindanao. Denne frygt understøttes af udtalelser fra præsident Estrada om, at målet er en altomfattende krig mod den muslimske oprørsbevægelse MILF indtil den er nedkæmpet.

Den muslimske befolkning i Mindanao er gennem århundreder forsøgt besejret. Først var det kolonimagterne Spanien og USA, og i dag er det den Filippinske stat, der vil sikre sig kontrollen over Mindanaos territorium og ressourcer.

I Mindanao udgør den muslimske befolkning i dag omkring 35 % af de ca. 17 millioner indbyggere. MILFs krav er en selvstændig islamisk stat for øens muslimske befolkning.

Det er regeringens bevidste politik at skabe splittelse mellem kristne og muslimer for at kunne retfærdiggøre undertrykkelse og krig mod den muslimske befolkning. Præsident Estrada har annonceret, at der vil blive sendt flere tropper til Mindanao, ligesom, at han har annonceret en plan at forøge antallet af paramilitære "selvforsvarsgrupper" fra de nuværende 35.000 til det dobbelte. Øget militarisering af Mindanao og optrapning af krigen er med til at øge spændingerne mellem kristne og muslimer og får katastrofale følger for befolkningen.

Hvis regeringen derimod ønskede en fredelig løsning, kunne det opnås. I første omgang ville det kræve, at der erklæres våbenhvile fra regeringens side, eftersom det er regeringshæren, der har angrebet muslimske stillinger. Det ville skabe mulighed for, at de nyligt indledte forhandlinger mellem regeringen og MILF kunne fortsætte.

For at opnå fred på længere sigt vil det ville kræve en anerkendelse af såvel den muslimske befolkning, som de oprindelige stammers ret til selvbestemmelse. Men det ville samtidig betyde, at man skulle opgive den økonomiske og politiske kontrol over øen. Dvs. at inden- og udenlandske selskaber skulle opgive at få fri adgang til øens ressourcer og at USA måtte opgive at bruge øen til udgangspunkt for militære operationer, som det tillades i en nylig indgået militær samarbejdsaftale mellem USA og Filippinerne. Dermed udfører den filippinske regering bare det beskidte arbejde for at sikre den internationale kapitals interesser som den er formuleret i den nyliberale politik.

En lang række NGO’er og græsrodsorganisationer, der dækker alle religiøse grupper, er gået sammen og har dannet "Task Force Civilian Protection". De mobiliserer deres medlemsorganisationer for at afhjælpe nøden for de mange flygtninge. Samtidig vender de sig mod krigen og kræver, at den bliver stoppet nu. De katolske biskopper i Filippinerne opfordrer også regeringen til en øjeblikkelig våbenhvile. For at presse den filippinske regering og stoppe lidelserne for civilbefolkningen, er der behov for, at der kommer international opmærksomhed på krigen i Mindanao og støtte til kampen mod krigen.

SAPs filippinske søsterparti Revolutionært Arbejderparti arbejder for en fælles kamp mellem kristne, muslimer og oprindelige stammer. Alle har interesse i, at det er befolkningen selv, der bestemmer over territoriet og ressourcerne. Kun således kan der sikres ordentlige livsbetingelser. Det betyder også retten til selv at bestemme, hvilket styre, der skal være. Derfor er kampen for sociale og materielle rettigheder knyttet til retten til egen styreform.

- Stop krigen i Mindanao

- Forsvar retten til selvbestemmelse

Yderligere informationer om konflikten og "Task Force Civilian Protection" kan findes på http://lihuk.tripod.com/war

Hvis du vil skrive til den Filippinske præsident Joseph Ejercito Estrada og kræve et øjeblikkeligt stop for krigen, kan det ske på adressen: erap@erap.com

SAPs forretningsudvalg 19. april 2000