Torsdag den 6. marts 2000 besluttede et stort flertal af Europarådets parlamentariske forsamling i Strasbourg at anmode Europarådets ministerdel om at suspendere Rusland fra Europarådet, hvis ikke Rusland inden den 31. maj har opfyldt en række nærmere specificerede menneskerettighedskrav vedrørende Tjetjenien.
I første omgang reagerede Rusland vredt på denne beslutning og den russiske delegation ved Europarådets parlamentariske forsamling udvandrede i næsten samlet flok: fra ultranationalisten Zirinovskij til nationalkommunisten Zuganov. Kun et par enkelte russiske delegerede valgte at blive i salen.
Den fælles russiske udvandring blev fremmet af, at Europarådets parlamentariske forsamling samtidig vedtog - om end med et mindre flertal - at fratage de russiske delegerede deres stemmeret med øjeblikkelig virkning. Og det var måske heller ikke helt retfærdigt. Dels fordi den russiske delegation er helt ny efter det sidste Duma-valg, faktisk var det dens første møde i Europarådets parlamentariske forsamling. Og dels fordi krigen i Tjetjenien ikke er besluttet af det russiske parlament, men af den russiske præsident. Det er ham, der har ansvaret!
Når Europarådets parlamentariske forsamling alligevel valgte at rette bager for smed og straffe de russiske parlamentsmedlemmer (inklusive dem, som har udtrykt kritik af måden Tjetjenien-krigen er blevet gennemført på), så skyldes det ikke bare, at Europarådet består af en bunke koldkrigere, som i virkeligheden ønsker Rusland hen hvor peberet gror. De er der selvfølgelig også. Men derudover var der mange, som stemte for at fratage den russiske delegation stemmeretten her og nu i frustration over, hvor lille reaktionen på de russiske overgreb i Tjetjenien egentlig har været.
Vesten – med USA og NATO i spidsen – har været utrolig forstående overfor Ruslands krig i Tjetjenien. Kritik har der været, javist. Men konkret handling har manglet i uhyggelig grad. Og mange ved, at opfordringen til ministrene om at suspendere Rusland kan vise sig at være en pose varm luft. Ifølge reglerne kræver en suspension to tredjedels flertal blandt regeringsrepræsentanterne fra Europarådets 41 medlemslande. Og det er svært at se hvordan det flertal skal kunne skaffes. I Danmark kender vi udenrigsministerens valne holdning til at tage konkrete skridt overfor Rusland og Niels Helveg Petersen er endda en af hardlinerne i EU-kredsen.
Holdningen til Rusland i Europarådet har også udløst diskussion og uenighed på venstrefløjen, som i Europarådet er samlet i gruppen "Forenet europæisk venstre". Nogle peger på den dobbeltstandard, som beslutningen om at gribe ind overfor Rusland er et udtryk for. Hvorfor er der på lignende måde ikke blevet grebet ind overfor f.eks. Tyrkiet pga. deres undertrykkelse af kurderne eller overfor NATO-landene pga. deres bombardement af Rest-Jugoslavien, har spørgsmålet lydt?
Selvom Europarådet er en organisation, som bygger på det universelle forsvar af de fundamentale menneskerettigheder, så er det hævet over enhver tvivl at dobbeltstandarder trives i bedste velgående. Også i Europarådet er forsvaret for menneskerettighederne underlagt de vestlige landes taktiske og strategiske interesser, det være sig på det økonomiske, politiske eller militære plan.
Men det må aldrig få den demokratiske, socialistiske venstrefløj til at acceptere dobbeltstandarder - bare med modsat fortegn. For hvordan skal vi kunne kræve at Europarådet sanktionerer Tyrkiet for overgreb på kurderne, hvis vi selv viger tilbage for at gøre noget ved Ruslands overgreb på tjetjenerne?
Kampen for menneskerettigheder er udelelig!
SAP’s forretningudvalg, den 14.4.2000.