Poul Nyrup Rasmussens beslutning om at udskrive folkeafstemning om ØMU’en den 28. september har sat den politiske dagsorden for det næste halve år. For en periode vil Nyrup fremstå som den uantastede leder af ja-kampagnen. Den borgerlige opposition vil i det store hele frede regeringen politisk, som forliget om den Danske Banks erstatning i Færøbanksagen viste for nylig. Som i tidligere EU-afstemninger er der enighed i det politiske »establishment« om at sikre et ja. Dermed er også den vigtigste opgave defineret for socialistiske aktivister: På gaden for et nej!

Meningsmålinger viser nogenlunde dødt løb mellem ja og nej. Det er bemærkelsesværdigt, fordi tendensen ved tidligere afstemninger har været, at nej-siden kun langsomt har halet ind. Under alle omstændigheder tyder det på, at et flertal for nej er en realistisk mulighed. Især fordi flere borgerlige siger nej. Nej’et har bevæget sig ind på midten, symboliseret ved nej-opfordringen fra Kristelig Folkepartis formand og hovedbestyrelse. Samtidig er Socialdemokratiet begyndt at argumentere mere offensivt for et ja til en politisk union med påstanden om, at den kan sikre beskæftigelse og velfærd.

Er det godt, at flere borgerlige vil stemme nej? Ud fra det snævre ønske om at få et flertal for et nej den 28. september er svaret selvfølgelig klart. Men hvis man bare tænker en lille smule længere, er det alt andet end ligegyldigt, hvordan et nej vil blive brugt, fortolket og administreret. Hvis Dansk Folkeparti, som den 9. april starter sin Nej-kampagne under overskriften »For krone og fædrelandet«, fremstår som nej-sigernes mest fremtrædende repræsentant, kan sejren hurtigt blive til et nederlag.

Derfor er en alliance mellem alle nej-sigerne både håbløs og farlig. De tværpolitiske bevægelser vil hurtigt gøre denne erfaring. Det, man nemt lander på, er en kampagne på den mindste fællesnævner – bevar kronen og »vores selvstændighed«. Det kan være den spontante holdning, man møder på gaden, men så gælder det netop om at udvikle argumentationen og forståelsen ud over den mest elementære bevidsthed. Hvorfor man skal bevare krone og selvstændighed i en verden, der under alle omstændigheder bliver stadig mere globaliseret, bliver imidlertid svært at forklare, hvis alle skal være enige. I værste fald indskrænker man sig til en mere eller mindre nationalistisk argumentation, som skræmmer folk med et solidarisk og internationalistisk udsyn over til ja-sigerne.

Selvfølgelig er det vores opgave at forsøge at overbevise flest muligt om at stemme nej til euroen. Men vore argumenter vil aldrig kunne overbevise den nationalistiske, borgerlige fabrikant. Vores målgruppe målgruppe er unge, arbejdere og udstødte. Over for den (venstre-)socialdemokratiske argumentation om, at en økonomisk union er nødvendig for at kontrollere kapitalens globalisering og sikre solidarisk velfærd, må vi fastholde, at den union, som de socialdemokratiske regeringer i næsten alle EU-lande har været med til at konstruere, er dybt udemokratisk og usolidarisk. Det sker med en almægtig direktør for Centralbanken, og hvor prioriteringen i den økonomiske politik først og fremmest handler om hensyn til prisstabilitet, og ikke beskæftigelse og social velfærd. Et tydeligt eksempel er, at Centralbanken har meddelt, at arbejderne i Tyskland skal holde tilbage med deres lønkrav. I modsat fald vil de blive straffet med rentestigninger.

Den bedste ramme for at føre en sådan kampagne er i Enhedslisten. Listen har fornuftigt nok fra starten markeret, at ØMU-kampagnen på ingen måde skal frede Dansk Folkeparti og dets racistiske udgydelser. Enhedslisten bør føre kampagne med sine egne argumenter og ikke falde tilbage på mindste fællesnævner-niveauet. Det betyder ikke, at alle argumenter, kampagnetemaer og initiativer kan fastlægges én gang for alle. De skal udvikles og målrettes, og det kan kun ske i en dialog med de almindelige menesker, vi møder på gaden i de kommende måneders kampagne.