I den forløbne uge har buschauffører over det meste af landet vist deres utilfredshed med overenskomstforholdene med strejker, møder og protestudtalelser.

De har også rigeligt at være utilfredse med. De sidste 13 år, siden udliciteringsbølgen kom rullende ind på busområdet, er deres arbejdsforhold konstant blevet forringet, pga. de private busselskabers benhårde konkurrence. Overenskomstmæssige rettigheder bliver i forbindelse med udliciteringerne undergravet med et snuptag, fordi nye arbejdsgivere også betyder nye overenskomster.

Den suverænt dårligste overenskomst på området er den mellem SiD og Rutebilejernes Arbejdsgiverforening (RA), og den aktuelle konflikt handler netop om denne overenskomst. De to største af busselskaberne, Arriva og Combus, meldte sig i 1999 ind i RA, og det betyder, at hovedparten af de 13.000 SiD-chauffører kan se frem til drastiske forringelser i arbejdsforholdene, hvis de aktuelle overenskomstforlig vedtages.

Det er grotesk at se på de arbejdsforhold og arbejdstider, chaufførerne kan blive budt. Arbejdsdage på op til 13 timer, f.eks. delt op i en vagt fra kl. 4-9 og igen kl. 14-17, selvbetalte pauser når der er huller i køreplanen, stramme køreplaner der kan betyde nul frokostpause osv. Det er endnu mere grotesk, når det i utallige undersøgelser er konstateret, at buschaufførernes arbejdsmiljø er livsfarligt. Dobbelt så stor risiko for hjertesygdomme, 60 % større risiko for kræft end andre mennesker, siger mere end noget andet, at stress er en del af arbejdet som buschauffør.

Ri-Bus konflikten i 1995 handlede om præcis det samme problem, som de aktionerende chauffører står med i dag. Ri-Bus chaufførerne tabte kampen om deres arbejdspladser og rimelige arbejdsforhold. Men de fik ridset nogle dybe sår i de borgerliges skønmalerier af udliciteringer, og sandheden kom frem. Når de private firmaer vil overtage de tidligere offentlige opgaver, så handler det om profit på de ansatte (og brugernes) bekostning.

Det har bare ikke sat sig spor i hverken socialdemokraternes eller fagbevægelsens tops politik, og derfor står de berørte arbejdergrupper gang på gang med ryggen mod muren, i kampen for at forsvare anstændige arbejdsforhold.

Overfor buschaufførerne har fagbevægelsen - i særdeleshed SiD- ikke noget at være stolt af. SiD har spillet med i arbejdsgivernes spil, vel vidende at de fleste udliciteringer automatisk betyder, at SiD overtager overenskomsterne, og medlemmerne, fra FOA. Det havde ikke været så slemt, hvis SiD så havde taget konsekvensen og startet en landsdækkende kamp for at få overenskomsten med RA op på niveau med de tidligere offentlige overenskomster. De kunne have gjort det i forbindelse med Ri-Bus konflikten, og de kunne have gjort det ved at holde buschaufførerne udenfor bunkebryllupet ved årets forhandlinger.

SiD´s forbundschauvinisme må stoppes, bl.a. ved at støtte buschaufførernes eget krav om en selvstændig brancheorganisering, lokalt og på landsplan. Det vil kunne samle de FOA og SiD organiserede i en fælles kamp. Og det er der i høj grad brug for, istedet for det indbyrdes slagsmål, der i dag er resultatet af Forbundsledernes politik.

Det er åbenlyst, at buschaufførernes kamp har betydning langt ud over egne rækker. Dels er der en direkte sammenhæng mellem deres arbejdsforhold og servicen og sikkerheden for passagererne. Og dels er ét af de tunge arbejdsmiljøproblemer i de store byområder udtryk for en trafikplanlægning, hvor busserne i bogstavelig forstand er i klemme i biltrafikken. Derfor betyder en støtte til chaufførerne også, at vi må forstærke kampen for den kollektive trafik på bekostning af bilerne. En fælles kamp for dem, der bor i byerne, for buschaufførerne, for passagererne og for alle, der vil bekæmpe forureningen.