»Kampagnen er gået i gang,« forkyndte de store bogstaver på Arbejderens forside den 19. januar. Dagen før var den store, brede kampagne mod dansk deltagelse i EU's fælles mønt blevet lanceret: »Euro nej!«
Navnet er lig med grundlaget, og lige så simpelt er ræsonnementet bag den tværpolitiske samling: Jo bredere en flok man samler, desto flere kan man overbevise. Men logikken er forsimplet. Den nye forbrødring mellem højre og venstre kan tværtimod resultere i et alvorligt spild af både nej-stemmer og venstrefløjens kostbare kræfter.
»Alle ældre med kapitalpensioner og forsikring skal klare sig selv. For folk, som i dag er under 30 år, bør folkepensionen helt afskaffes og erstattes af privat opsparing.«
Manden bag disse ord er Kasper Kyed, landsformand for Konservativ Ungdom... og en af de seks frontfigurer, da »Euro nej!« blev præsenteret for medierne.
Den nye front allierer folk fra især Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen, det nye Socialdemokratisk Netværk Europa og diverse fagforeninger med en stribe radikale, kristelige og ikke mindst konservative. Også enkelte medlemmer af Enhedslisten optræder på listen af 51 initiativtagere.
»Hvad enten du er medlem af Folkebevægelsen mod EU eller er konservativ euro-modstander, så slå dig sammen med din modpol i fælles aktiviteter.« Sådan lyder parolen i DKP/ML's avis, Arbejderen (lederen 20. januar). Men hvad skal de samles om?
- Jeg går helhjertet ind for EU. Det her handler om national selvbestemmelsesret, sagde Kasper Kyed på lanceringsmødet.
De argumenter om »national selvbestemmelse«, som talsmanden, børsmægler Henrik Pedersen fra de Radikale, og hans højre og venstre flanke kan enes om, vil næppe være meget bevendt over for den socialdemokratiske ja-offensiv, som ser ud til at vinde indpas i det socialdemokratiske bagland.
Nyrup og Lykketoft advarer om, at »de svage« bliver ofre, når spekulanterne kaster sig over kronen i et Danmark uden for ØMU'en.
Hvad svarer »Euro nej!"-kampagnen?
I stedet er der brug for en kampagne, der rejser krav om kontrol med kapitalbevægelserne - i Danmark og sammen med venstrefløjen i resten af Europa.
Regeringen garanterer, at den økonomiske politik i hvert fald ikke bliver mere social efter et nej til euroen.
Hvad svarer »Euro nej!"-kampagnen?
I stedet er der brug for en kampagne, der angriber regeringens privatiserings- og nedskæringspolitik og - sammen med venstrefløjen i det øvrige Europa - stiller krav om beskæftigelses- og velfærdskriterier som betingelse for et økonomisk samarbejde.
En social argumentation mod ØMU'en bliver ikke helt troværdig, hvis den fremføres fra et podium med tilhængere af det rå indre marked og endda folk, der som KU-formanden reklamerer for voldsomt optrappede angreb på velfærdsrettighederne.
Hvem mon har mest gavn af, at venstreorienterede og fagforeningsfolk bruger tiden på at opbygge komiteer i diplomatisk samdrægtighed med konservative, Sonia Dahlgård osv.?
Vi må sige nej tak til den borgfred blandt »nej-sigere«. Venstrefløjen må distancere sig fra højrefløjens standpunkter og koncentrere sig om at skabe alliancer for et »socialt nej«.
Hvis vi skal vinde de venstrefløjsvælgere, unge og kvinder, der hælder til venstre, men som frastødes af de nationalistiske overtoner i unionsmodstanden, gælder det om at styrke den sociale og internationalistiske argumentation.
Det må demonstreres tydeligt, at vi ikke er på samme »nej-side« som borgerlige velfærdsslagtere eller Kjærsgaards hadske flok.
Som tingene står, har vi udsigt til tre EU-opgør de næste 4-5 år: om ØMU-forbeholdet, forsvarsforbeholdet og det retlige forbehold.
Den, der i dag - »for ikke at splitte unionsmodstanden op til den kommende folkeafstemning« - undlader at tage kampen op mod den reaktionære unionsmodstand og profilere antikapitalistiske svar på unionsudviklingen, kommer næppe nogensinde til at gøre det!
SAPs forretningsudvalg 4. februar 2000