Det er snart en menneskealder siden, at arbejder-siden i overenskomstforhandlingerne har stået så godt rustet, som situationen har været i år. Faldende arbejdsløshed og et tydeligt økonomisk råderum, hvor arbejdsgiverne har scoret gyldne profitter, kan i sig selv give blod på tanden. Samtidigt har konflikten i 1998 og aktiviteterne op til dette års afslutningsforestilling betydet, en samling af fagbevægelsens medlemmer bag kravet om den 6. ferieuge og mod fleksibel arbejdstid.

I skrivende stund er der indgået forlig på de fleste større overenskomstområder, og man kan starte med at konstatere, at resultaterne er en sejr for sammenholdet om den 6. ferieuge. Også indførelsen af fuld løn under de første 14 ugers barsel, en uges ekstra fuld løn under sygdom og fuld løn på børns første sygedag, skal skrives på plussiden.

Men så må vi desværre også konstatere, at de samlede resultater alligevel ikke er gode nok.

For det første er der på forskellige måder i forligene åbnet op for, at arbejdsgiverne kan presse endnu mere fleksible arbejdstider igennem. En udvidelse af normalarbejdsdagen med en time, fjernelse af nogle af begrænsningerne i planlægning af varrierende ugentlig arbejdstid, og mulighed for at få dispensation for overenskomsten som sådan, er små skridt i den forkerte retning. Det er salamimetoden, der her er taget i anvendelse på vej mod en skæbnesvanger undergravning af arbejdstidsreglernes beskyttelse mod nedslidning og udstødning.

Oveni hatten betyder industriforliget også en øget adgang for arbejdsgiverne til at gennemtrumfe afspadseringsfrit overarbejde.

For det andet er det på de fleste overenskomstområder lykkedes forhandlerne at udvande indførelsen af den 6. ferieuge. Et er, at mange først vil få den fuld ud i 2003. Nok så problematisk er det, at det krav om 9 måneders anciennitet, som regeringen blev så upopulær på ved indgrebet i 1998, bevidstløst er videreført i de fleste forlig. (Det er værd at bemærke, at byggefagsarbejderne er sluppet af med anciennitetskravet, hvilket understreger, at andre dele af fagtoppen har sovet i timen).

Heller ikke lønstigningerne i de foreliggende forlig er noget at prale af. Tværtimod er de økonomisk svageste grupper blevet solgt. Mindstelønningerne er hævet med 2 kr., og lærlingelønningerne med ca. 3 % om året. De lavtlønnede på butiksområdet får også kun ca. 2 kr. pr. år. Med andre ord er der overhovedet ikke tale om, at disse grupper får et ellers tiltrængt løft. Faktisk vil de med den nuværende inflation på 3,2% om året kunne se frem til en direkte nedgang i reallønen.

Når nogle af forbedringerne, både i kroner og øre og i procent, ser "pæne" ud på papiret, skyldes det den ekstremt lange overenskomstperiode på 4 år. Det er i sig selv et problem, at fagtoppen på den måde har lagt låg på den positive udvikling, hvor fagbevægelsens medlemmer de senere år har opbygget en samling om solidariske løsninger og en vilje til at slås for reelle forbedringer. Fagtoppen har simpelthen prioriteret samarbejdet med arbejdsgiverne og "stabiliteten" over alt andet – men den 6. ferieuge kunne de ikke komme helt uden om. Det er ikke uden grund, at arbejdsgiverne er grundigt tilfredse. Som DI´s direktør, Hans Skov Christensen siger: "Samlet set vil denne overenskomstaftale (Industri-forliget) kunne bidrage til en forbedring af danske virksomheders konkurrenceevne. Den direkte omkostningspåvirkning ligger på et acceptabelt niveau, og samtidigt får den enkelte virksomhed og medarbejder større fleksibilitet til at udnytte produktionsapparatet."

På bundlinien må det helt klart siges, at de indgåede forlig ikke er gode nok. Arbejdsgiverne er samlet set sluppet utroligt billigt, samtidigt med at de har fået 4-årige forlig og øget fleksibilitet. For nogle arbejder-grupper er forligene måske ikke så ringe endda – nemlig de stærkeste grupper med stabil tilknytning til deres arbejdsplads, med mulighed for at tilfredsstille arbejdsgivernes krav om fleksibilitet, med faglig styrke til at forhandle lønforbedringer igennem og modstå presset for forringede arbejdsforhold på arbejdspladsen. Men på flere måder er de mest udsatte grupper blevet tabere. Det gælder lærlingene, og de lavtlønnede. Og det gælder grupper af løstansatte, som risikerer ikke at få glæde af feriefridagene.

Samtidigt risikerer nogle af de svagere overenskomstområder at stå med uløste problemer, når de sidste søm skal slås i – f.eks. RBF-området, Elektrikerne, det grafiske og transport-området.

Alt i alt må svaret, når der skal stemmes (og det bliver en samlet afstemning) være:

Først og fremmest skal det endelige resultat være solidarisk med solide løft for lærlingene og de lavtlønnede, og en sikring mod, at løstansatte grupper og især kvinder bliver skivet af i fleksibiliserings og overarbejds-ræset. Og så skal den 6. ferieuge være hug og stikfast for alle, uden asociale krav om anciennitet.