Politiken den 12. januar refererer en Vilstrup undersøgelse af LO-medlemmernes holdninger til fagbevægelsen og de faglige ledere. Det er slående resultater, der er kommet ud af den undersøgelse. Det store flertal 71% er positive overfor faglig organisering, mens kun 14% er negative. På den anden side er der ikke den store tillid til fagtoppen (kun 45%), og dem der ser en eller anden form for problemer i de faglige organisationer peger først og fremmest på, at fagbevægelsen er for topstyret. Det afslører bedre end mange ord, hvor fagbevægelsens problemer ligger.

LO-formand, Hans Jensen, forstår stadig ikke, hvad problemet er. Han benytter blot lejligheden til at gentage det topstyrede projekt, som i korthed går ud på, at de faglige organisationer skal fungere som servicemedorganer, der kan rådgive medlemmerne i dialogen med arbejdsgiverne. Fagebvægelsens opgave bliver i dét projekt til individuel rådgivning, og medlemmernes rolle reduceres til at være kunder i en servicebutik. I denne forestillingsverden er udgangspunktet, at forholdene på de danske arbejdspladser angiveligt skulle være en samdrægtighed mellem arbejdsgivere og de ansatte. Dette udgangspunkt er desværre forkert.

Man behøver blot at se på virkeligheden i kort tid for at få øje på, at fagbevægelsen stadig har masser af opgaver for at forsvare medlemmernes interesser, imod arbejdsgiverne.

Store velkonsoliderede virksomheder smider hundredevis af de ansatte på gaden, når behovet for profit gør det aktuelt. Lad mig nævne i flæng: Stålvalseværket, Carlsberg, Lego, Slagterierne, York, Danyard.

Arbejdsmiljøet på mange danske arbejdspladser er en bananrepublik værdigt, og det er ikke fra arbejdsgiverside vi ser de positive tiltag. Tværtimod blokerer de gang på gang for reelle forbedringer.

Milliarder af kroner bruges på at holde tusinder af mennesker hen i formålsløs aktivering uden rettigheder, mens der er brug for ledige hænder til at forbedre f.eks. den offentlige service.

Når arbejderbefolkningen over en bred kam kræver mere fritid, er modsvaret fra arbejdsgiverne mere fleksibel arbejdstid, mere overarbejde og mere weekendarbejde.

Man kunne blive ved med at nævne konfliktområder, som Hans Jensen og co. har problemer med at få øje på, eller i hvert fald at tage alvorligt. Det er her hunden ligger begravet. Det er et politisk problem, at fagbevægelsens såkaldte fornyelse i den grad rammer ved siden af medlemmernes hverdag.

I Politikens artikel erkender Hans Jensen, at den gamle LO ide om Økonomisk Demokrati var "en udpræget central ide", udtænkt på topplan uden opbakning fra medlemmerne. Problemet i dag er, at også ideerne om rådgivning og service oser langt væk af at være en centralt opfundet ide. Det er i hvert fald ikke et krav fra medlemmerne, fra generalforsamlingerne, fra græsrødderne.

På trods af, at fagtoppen gang på gang optræder som en direkte stopklods for medlemmernes kamp for anstændige arbejds- og leveforhold, er der altså stadig en stor opbakning om fagbevægelsen.

Det kan bruges af alle progressive kræfter. Fagbevægelsens styrke er medlemmernes kollektive styrke, ikke individuel rådgivning eller andre topstyrede ideer.

Hver gang fagbevægelsen mobiliserer den kollektive styrke giver det resultater. Den kollektive styrke er også et solidt udgangspunkt for at inddrage medlemmerne i, hvordan overenskomster, regler osv. kan bruges, så der bliver plads til, at man på arbejdspladsen såvel som udenfor kan få indflydelse på egen hverdag.