"Jeg anser det for min opgave at holde sammen på befolkningen, ikke at skabe splittelse". De store ord var hevet op af skrivebordskuffen i statsminister Nyrup Rasmussens embedsbolig Marienborg, da den traditionelle nytårstale blev fyret af den 1. januar.

Udstedelsen af dette højtidelige løfte kom hen imod slutningen af talen. Han havde da talt sig varm om udlændinge og integration i Danmark. Og havde opstillet de tre krav, som skal sikre sammenholdet i det danske samfund:

• alle skal lære det danske sprog;
• alle skal have et arbejde og mulighed for uddannelse;
• alle skal acceptere de værdier, det danske samfund bygger på.

Ekkoet efter fællessangen har endnu ikke lagt sig. Tværtimod holdes det i live fra alle sider. Hen over julen og nytåret har en himmelsk hærskare af politikere budt sig til med udspil til, hvordan der nu må strammes op. De borgerlige har, for at holde på de vælgere, der var på vej over i Pias kolonihave, ført sig frem med forslag om at stoppe for offentlig støtte til udlændinge i op til syv år. Og 'borgmesterfraktionen' i Socialdemokratiet har skrevet en ønskeseddel med forslag om boligkrav og stop for tvangsægteskaber samt begrænsning af tilgang til deres egne kommuner.

Begrundelserne for de forskellige forslag har naturligvis været lidt forskellige. Nogle har ment, at hvis ikke 'hullet' blev lukket, ville deres kommuner i løbet af kort tid få et udlændingeflertal. En anden begrundelse var, at det er synd for de unge udlændinge, at de bliver tvangsmæssigt familiesammenført gennem arrangerede/tvungne ægteskaber.

Hvad der er skæg og hvad der er snot i denne debat om integration mellem udlændinge og danskere har det med at fortone sig i oppustede og overdrevne udtalelser. Nogle går i retning af skræmmende perspektiver for fremtiden, som ses underlagt muslimske muezziners højlydte kalden fra moskeernes minareter. Andre er ganske enkelt bange for 'de fremmede'. Og på den anden side - hos 'flygtningeelskerne' - er der naturligvis også dem, der mener, at der ikke er problemer og at forholdene bare er lyserøde og positive.

Det siger sig selv, at integration er vanskelig og noget, der tager lang tid. Og det er korrekt, at der kan være problemer med kulturmødet i bestemte boligkvarterer - både fra danskernes og fra udlændingenes side. For eksempel i form af, hvordan boligerne bruges. Men det mest tydelige tegn på, at det danske samfund ikke åbner sig så nemt for nye danskere, ses på arbejdsløshedsstatistikkerne. Høj arbejdsløshed blandt udlændinge og nydanskere er den skinbarlige virkelighed.

Problemet med integrationen mellem danskere og udlændinge ligger ikke et enkelt sted. Men et er sikkert: løsningen begynder ikke med stramninger af det såkaldte 'hul omkring familiesammenføringer'. Det begynder med arbejde, arbejde og arbejde. Og hvis Nyrup virkelig ville gøre noget alvorligt for at fremme integrationen, så begyndte regeringen med at igangsætte offentligt produktion, som både arbejdsløse danskere og udlændinge kan deltage i. Det giver selvrespekt og skaber solidaritet. Hos begge parter.

Når Nyrup så flot hævder i sin nytårstale, at han vil forhindre samfundet i at blive splittet, så er det de forkerte midler, han griber til, hvis det skal ske gennem yderligere stramninger i 'verdens strammeste udlændingelov'. Med sine tre krav til udlændingene in mente må man derfor spørge: hvilke tre krav stiller Nyrup til sig selv og regeringen?