"Tyrkiet rykker tættere på EU" og "Tyrkiet ind i europæisk storfamilie" – sådan lød overskrifterne i henholdsvis Berlingske Tidende og Politiken dagen efter, at Tyrkiet var blevet anerkendt som kandidatland ved EU-topmødet i den finske hovedstad Helsinki i midten af december.

Den officielle danske holdning var positiv. Det fremgik både af regeringens kommentarer og af lederne i de store aviser. Aktuelt beskrev beslutningen som et "vendepunkt" og Jyllands-Posten svømmede helt over og mente, at anerkendelsen af Tyrkiet som officielt ansøgerland var "et skridt, der vil blive husket som modigt og historisk" (20/12-99). Jyllands-Postens ultra-positive holdning skal måske forstås på baggrund af, at den samme leder udnævnte Tyrkiet til "et velfungerende parlamentarisk demokrati"! Bestemt en tankevækkende formulering fra et blad, som har gjort det til en livsopgave at angribe venstrefløjen for at have støttet udemokratiske regimer.

Interessant nok modtages udviklingen med betydelig større reservation i EU-parlamentet, som på sit møde i sidste uge tog beslutningen om at gøre Tyrkiet til EU-kandidatland "til efterretning". Samtidig understreger EU-parlamentet, at der ikke kan startes forhandlinger med Tyrkiet, fordi landet langt fra opfylder de såkaldte "Københavns-kriterier" om demokrati, menneskerettigheder m.m. Mere konkret peger EU-parlamentet bl.a. på nødvendigheden af en løsning på det kurdiske spørgsmål og opfordrer det tyrkiske parlament til øjeblikkeligt at afskaffe dødsstraffen.

Der er da bestemt også god grund til at være mere end skeptiske overfor den omklamring af Tyrkiet, som EU er slået ind på og som – måske helt tilfældigt – falder sammen med beslutningen om at opbygge en fælles europæisk militær-søjle indenfor NATO. Selvfølgelig giver Tyrkiets ansøger-status visse muligheder for at lægge pres bag kravet om forbedring af menneskerettighedssituationen i landet, bl.a. i forbindelse med EU-kommissionens årlige vurdering af fremskridt og mangler i forhold til medlemskab. Men det kræver, at man rent faktisk er villig til at lægge det pres! Og i her kan man med god grund spørge, hvorfor EU skulle være mere villig til at presse på nu, hvor Tyrkiet er inden for døren, end de har været i alle de år, hvor Tyrkiet har stået uden for døren?

For det er jo ikke sådan, at EU-landene (og USA) ikke før har haft pressionsmuligheder overfor Tyrkiet. Der har været NATO-medlemsskabet og de massive våben-leverancer til det tyrkiske militær. Der har været Toldunions-aftalen og andre støtte-ordninger fra EU. Og der har været – hvis brugt rigtigt - den enorme pressionsmulighed, som ligger i de millioner af tyrkiske og kurdiske immigrantarbejdere i de europæiske storbyer. Men problemet er, at EU-landene og USA ikke har ønsket at lægge pres på Tyrkiet. For Tyrkiet har været "en af vennerne" i kampen mod først Sovjetunionen og siden mod diverse mellemøstlige diktaturer, så som Iran og Irak.

I den forstand ændrer beslutningen om Tyrkiets EU-kandidatur ikke meget for de kræfter i Europa, som støtter kampen for demokrati, menneskerettigheder og mindretalsrettigheder i Tyrkiet. Det er stadig nødvendigt at mobilisere for:

• at Tyrkiet anerkender kurdernes og andre mindretals ret til eget sprog, egen undervisning og egen kultur,
• at Tyrkiet ophæver den militære undtagelsestilstand og opløser de berygtede landsbyvagter i de kurdiske områder. De oprindelige beboere må have mulighed for at vende tilbage og staten må yde erstatning for de nedbrændte landsbyer,
• at Tyrkiet gennemfører en generel amnesti for alle politiske fanger og politiske flygtninge,
• at Tyrkiet ophæver alle love, som indskrænker ytrings- og forenings-friheden,
• og at der gennemføres et frit valg til en konstituerende forsamling, som kan udarbejde en ny demokratisk grundlov uden sikkerhedsdomstole og Det Nationale Sikkerhedsråd.