Da ministre, parlamentsmedlemmer og embedsmænd fra de 134 medlemslande i
Verdenshandelsorganisationen, WTO, satte sig i deres respektive fly på vej til Seattle,
USA, var de overbeviste om, at de i løbet af et par dage nok skulle finde de nødvendige
kompromisser mellem de tre hovedblokke: EU, USA og Den Tredje Verdens regeringer.
På basis af disse kompromisser kunne de åbne slusen for nye liberaliseringer af handel, investering og tjenesteydelser. Nye felter skulle åbnes for kapitalens frie initiativ, flere områder skulle gøres til handelsvarer.
I snart lang tid har det virket, som om den globale kapitalisme var på et uhindret sejrstogt. Systemets fortalere har heller ikke undladt at "tale" sejrstogtet større, end der er basis for i realiteterne. Tilsyneladende er det i dag nok at sige "Berlinmurens Fald", så har man argumenteret overbevisende nok for markedskræfternes kvaliteter og uovervindelighed.
Men i løbet af et par dage omkring det seneste månedsskifte led globaliseringen og nyliberalismen et lille, men betydningsfuldt nederlag.
At WTO-landene måtte opgive at iværksætte en ny forhandlingsrunde, var i sig selv en sejr. En stor del af forklaringen skal findes i omfanget af de interne uenigheder mellem blokkene, men de omfattende protest-aktiviteter har også sin store del af æren for det pauvre resultat.
Den anden del af nederlaget for den globale kapitalisme var selve den kendsgerning, at den blev mødt af en bevægelse, der favnede så vidt i emner, generationer og geografisk tilhørsforhold, og som trods forskelle og uenigheder var samlet om at forhindre, at de multinationale får mere frit spil, større overskud og mere magt – med WTO som redskab.
I den sammenhæng er det lidt beskæmmende at konstatere, hvor ringe danske organisationer og bevægelser var til stede i anti-WTO-bevægelsen, som den markerede sig i Seattles gader og mødehaller. Repræsentanterne for de danske fagforeninger, miljøorganisationer, forbrugerorganisationer, bistandsorganisationer mm. var i byen. Men i modsætning til deres nærmeststående udenlandske venner og organisationer, som demonstrerede, holdt foredrag og organiserede den videre WTO-modstand, holdt danskerne sig til de officielle mødelokaler – for at påvirke forhandlerne.
Derfor må det første skridt i Danmark være at sprede den forståelse for globaliseringens konsekvenser, som bragte titusinder af mennesker ud på gaderne i Seattle. Den store viden om de sociale og de miljømæssige konsekvenser af frihandlen – og om sammenhængen må bringes videre. På samme måde som WTO's rolle som håndhæver af de multinationales interesser og spilleregler må forklares.
Den globale økonomi og WTO må tage hensyn til sundhed, miljø og faglige rettigheder, lyder det fra mange af WTO-kritikerne. Hvis det skal forståes således, at WTO's hemmelige paneler ikke skal kunne underkende lovgivning i de enkelte lande, der forsøger at forbedre miljøet og forsvare befolkningens sundhed, kan vi kun være enige. Ingen WTO-dom skal kunne påtvinge os genmodificerede fødevarer, hormonberiget kød eller asbest.
Men vi er ikke enige med de, der foreslår, at der indføres paragraffer om social standarder, faglige rettigheder og miljø i WTO-reglerne, således at WTO kan indføre handelssanktioner mod lande, der ikke overholder disse standarder.
For det første er det en urealistisk strategi, at få frihandelsorganisationen til at være bannerfører for sociale og demokratiske forhold rundt omkring i verden. Tværtimod er det den globale kapitalisme, som WTO er sat til at forsvare, der undergraver levevilkårene for arbejdere i Nord og i Syd.
For det andet er det ikke en holdbar strategi at tvinge kapitalejere og regeringer i Den Tredje Verden til at "opføre sig pænt" ved hjælp af handelssanktioner. Vi kan ikke vinde den kamp på Den Tredje Verdens folks vegne.
I stedet er opgaven for arbejderbevægelsen, andre folkelige bevægelser og demokratiske kræfter ikke mindst i de højtudviklede lande at støtte de bevægelser i de fattige lande, som selv kæmper for at forbedre deres forhold, og den støtte kan ikke blive omfattende nok. Skulle de folkelige bevægelser i et givet land så selv vurdere, at en boykot fra omverden vil styrke deres kamp - som under apartheid-styret i Sydafrika og som i forhold til Burma i dag - så kan vi arbejde for, at vores regeringer gennemfører sådan en handelsboykot. Og det skal landene ikke spørger WTO om lov til først.
Tværtimod må kampen mod WTO samles om et forsøg på at svække og stække organisationen, en såkaldt "tilbagerulning".I Seattle blev WTO bremset. Nu gælder det om at indskrænke dens magt mest muligt.
Mens vi venter på, at organisationen svækkes, nedbrydes og til sidst nedlægges, må vi kræve, at Folketinget og regeringen nægter at adlyde de WTO-domstolsafgørelser, der skader sundhed, miljø, social lighed og demokratiske rettigheder i Danmark – en ulydigheds-politik.
17. december 1999, SAP's forretningsudvalg