Den årlige gallaforestilling i Folketinget, Finanslovsforhandlingerne, er slut, og tiden er inde til en anmeldelse.

Det mest slående ved årets forestilling er den ændrede rollefordeling – ikke mindst at SF har besat en af de absolutte hovedroller, og at Venstre har påtaget sig en rolle så godt som uden replikker.

Man skulle umiddelbart tro, at denne rollefordeling ville give positive resultater i form af en rød og grøn finanslov.

Men Nej. Forestillingen savner i høj grad en happy end. Finansloven for år 2000 er hverken rød eller grøn, men en blanding af forringelser og nogle mindre forbedringer.

På plussiden må vi først og fremmest tælle, at den kollektive trafik får et tiltrængt løft med en tilførsel af milliarder til forbedret togdrift. En anden positiv ting, som måske ikke har været omtalt så meget, er at arbejdsgiverne i denne omgang ikke er blevet forkælet med nye tilskud og mindre udgifter. Tværtimod er arbejdsgiverne blevet pålagt nogle små bidrag til statskassen, på områder som ATP, Lønmodtagernes Garantifond og efteruddannelserne.

Finansloven indeholder også en mindre forbedring af arbejdsmarkedspolitiken, med servicejobs-ordningen, som giver kommunerne mulighed for at ansætte arbejdsløse over 48 år i offentlige servicejobs med et tilskud fra staten på 100.000 kr. om året.

SF har sindsygt travlt med at udråbe denne del af finanslovsaftalen, som den helt store sejr i bestræbelsen på at erstatte aktiveringscirkuset med Rigtige Jobs.

Men helt ærligt, må vi stille spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan tale om en sejr. For det første kan man konstatere, at målsætningen for disse nye servicejobs er mellem 6.500 og 10.000, hvilket ikke kan betegnes som et gennembrud i forhold til aktiveringshalløjet. For det andet er der ikke tale om rigtige, rigtige jobs, da de ikke tæller som optjening til dagpengeret, og derfor kan stavnsbinde folk. Endeligt er de som sagt begrænset til kun at omhandle ældre langtidsarbejdsløse over 48 år.

Forliget om servicejobs er betegnende for SF´s rolle i årets finanslovsforlig. De har hæmningsløst gået efter at "præsentere" den kommende regering, hvor de drømmer om at komme i kanen med den nuværende regering og CD. Derfor har de fuldstændigt undladt at indgå i et samarbejde med Enhedslisten om at presse regeringen så langt til venstre som muligt. De har med fuldt overlæg valgt fælles politisk platform med CD.

Det har bremset de muligheder for reelle forbedringer af såvel arbejdsmarkeds- som social- og miljøområdet, der kunne være blevet en realitet. Endnu mere alvorligt er det, at SF også har påtaget sig et ansvar for de forringelser, der ligger i finansloven. Nedskæringer for 600 millioner på u-landsbistanden, øget brugerbetaling på medicin, og en bevidstløs merbevilling på over 2 milliarder til politiet, for blot at nævne nogle af de kameler, SF med deres regerings-ambitioner har slugt – og endda har set ud som om de kan li` det.

Finanslovsforhandlingerne har på denne måde understreget SF´s rolle som Socialdemokratiets lillebror, hvilket blot understreger behovet for opbygning af et stærkt socialistisk alternativ. Her står Enhedslisten i dag som en central kraft. Finanslovsforestillingen gav Enhedslisten en rolle med nogle vigtige replikker. Overordnet lykkedes det Enhedslisten at signalere en både økologisk og social profil, også i spørgsmålet om finansiering, hvor arbejdsgiverne og de bredeste skuldre som hovedregel har holdt for.

Men det er samtidigt lysende klart, at de parlamentariske muligheder for et opgør med borgerlig politik er endog meget begrænsede. Derfor skal Enhedslistens rolle ikke blot vurderes på afstemninger i Folketinget, men også på evnen til at indgå i og udvikle bevægelsesarbejdet uden for.