Den helt store forbrødring har fundet sted i dansk politik. Med alle stemmer mod Enhedslistens har Folketinget to gange vedtaget at bakke op om først regeringens og så EU's linje i Verdenshandelsorganisationen, WTO.

På spørgsmål, som splitter verdens regeringer og bevægelser, er der fodslag blandt danske folketingspolitikere, bortset fra de fem fra Enhedslisten. Nuancerne gemmes til side af ét overordnet hensyn: for enhver pris at forsvare WTO. Og de veletablerede bistands- og miljø-organisationer bakker op: Længe Leve WTO!

Om et par dage begynder WTO's Ministermøde i Seattle. Her skal regerings-repræsentanterne beslutte, hvilke nye aftaler der skal forhandles på plads de næste par år.

De reelle forhandlinger om dagsordenen for Tusindårsrunden, som begynder efter Seattle, har allerede været i gang længe i WTO-hovedkvarteret i Geneve. Efterhånden, som de er spidset til, er det blevet stormagterne, som lægger tingene på plads. Det har fået nogle af de små, fattige lande i Den Tredje Verden til at protestere.

De Forenede Danske WTO-venner indrømmer gerne, at styrkeforholdet betyder, at den liberalisering af verdenshandlen, som WTO er drivkraft i, favoriserer de rige lande på bekostning af Den Tredje Verden. Også at WTO-reglerne lukker Latinamerikas, Asiens og Afrikas landbrug ude fra de rige lande, men tvinger de fattige lande til at importere Europas og Nordamerikas industrivarer og prisdumpede landbrugsvarer.

De benægter heller ikke, at WTO-patentregler forhindrer de afrikanske lande i at producere billig AIDS-medicin, og de er ikke tilfredse med, at WTO til-sidesæt-ter miljø, sundhed og menneskerettighed af hensyn til verdenshandlen.

Men det synes kun at øge deres WTO-entusiasme. "Så må vi gøre WTO bedre," er løsenet.

Imens vi venter på disse reformer, påtvinger WTO-regler Europa hormonbøffer og måske snart asbest og umærket genmanipuleret mad, og forhindrer myndig-heder i at boykotte Burma, når de køber ind.

Og om godt en uge - efter topmødet - vil vi stå tilbage med et WTO, som uhindret kan fortsætte med at tromle alle andre hensyn end frihandel. For som en erklæret superliberalist og WTO-tilhænger for nylig skrev i Newsweek som kommentar til dem, der vil gøre WTO miljø-, arbejder- og Tredje Verdens-venligt:

"Det er lige så umuligt, som at få en pokerspiller, der drikker whisky og fortæller sjofle historier, til at bryde ud i salmesang."

WTO har ét og kun ét overordnet formål: at liberalisere verdenshandlen til fordel for de store transnationale virksomheder. I WTO's internationale arbejdsdeling er det altid de samme, der vinder, så kløften mellem rig og fattig bliver stadig større.

Derfor er det opmuntrende, at WTO-topmødet i Seattle har skabt en af de største og bredeste mobiliseringer i USA - men med international karakter - siden Vietnamkrigen.

Deltagerne tager udgangspunkt i vidt forskellige mærkesager, og de er mere eller mindre konsekvente og radikale i deres kritik af WTO. Men indtil videre ser det ud som om, at de kan samles om en fælles parole: "Ikke mere indflydelse til WTO - ikke flere WTO-aftaler".

Det var nogle af de samme kræfter, som satte en stopper for den internationale investeringsaftale MAI. Bevægelsen får ikke nedlagt WTO i denne omgang, men magthaverne er tvunget til at tage den alvorligt, og den kan derfor være med til at bremse den globale kapitalismes asociale, udemokratiske og miljønedbrydende hærgen.

Skal der foregå en samhandel, der fremmer lighed frem for ulighed kræver det et opgør med kapitalismen såvel nationalt som internationalt. Det er det SAP kæmper for.