De kommercielle TV-stationer overtaler EU til at droppe en forsker,

som tidligere har gennemført en kritisk undersøgelse af, hvordan

tv-reklamer påvirker børn.

Virksomheder i den bioteknologiske industri kræver hals og håndsret

over forskningsresultaterne, hvis forskerne vil anvende deres

genmanipulerede produkter i eksperimenterne.

Og så er der tyggegummi-kongen på Århus Universitet, rektor Henning

Lehmann, som på Dandys vegne beordrede tre forskere til at undlade at

offentliggøre de forskningsresultater, som viser, at V6-tyggegummiet

ikke har den mindste forebyggende virkning på børns tænder - sådan som

virksomheden påstår i reklamerne.

Både forbrugernes valg og de demokratiske politiske beslutninger

bliver i stadig højere grad kunstigt videnskabeliggjort.

Tilsyneladende er det umuligt at markedsføre en sæbe, en tandpasta, en

shampoo eller et kosmetikprodukt, uden at der står en hvidkitlet mand

eller kvinde i baggrunden med et reagensglas.

Og i internationale organisationer som EU og WTO skal der uanfægtelige

videnskabelige beviser på bordet, før et land kan få tilladelse til

at gennemføre begrænsninger og indgreb af hensyn til sundhed, miljø og

arbejdsmiljø. Både madsminke-sagen i EU og hormonbøf-sagen i WTO er

blevet til uigennemskuelige naturvidenskabelige disputter -

tilsyneladende renset for politiske overvejelser om, hvilken udvikling

befolkningen ønsker eller ikke ønsker.

Netop i den situation er det ildevarslende, at erhvervslivet får

stadig større indflydelse på forskningen, ikke bare fordi de har råd

til at ansætte de bedste forskere i deres egne laboratorier, men fordi

de åbenbart også kan afgøre, om forskningsresultaterne fra offentligt

finansierede læreanstalter skal tilbageholdes eller ej.

Ugens tre afsløringer af erhvervslivets magt over forskningen får

hverken de borgerlige eller Socialdemokratiet til at gribe ind.

Tværtimod ønsker de mere sponsorering, mere kontraktforskning og flere

erhvervsledere i læreanstalternes bestyrelser. Det højeste, de kan

svinge sig op til, er at kræve offentlighed om den kommercielle

finansiering af forskningen.

Mere overraskende er måske reaktionen på universiteterne. For 30 år

siden rejste der sig et oprør på universiteterne bl.a. under parolen

"Forskning for folket - ikke for profitten".

I dag har profitten langt større indflydelse på universiteterne, men

alligevel er studenterne tamme som lam og bakker fuldt ud op bag den

århusianske Dandy og Cheminova-rektor. Kun en gruppe

universitetslærere - under anførsel af netop en 68'er - protesterer.

Noget tyder på, at "folket" selv må kræve "forskning for folket - ikke

for profitten". Mest nærliggende ville det være, at fagbevægelsen

rejser krav, som sikrer, at samfundets interesser i en fri og kritisk

forskning sikres på de højere læreanstalter.

Der er bestemt ingen grund til at forhindre private virksomheder i at

punge ud til forskningen. Hvem ellers skulle betale for at afdække

skadevirkningerne af genmanipulationen end den bioteknologiske

industri?

Men betingelsen må være en kontrakt mellem parterne. En kontrakt, der

fastslår, at sponsoren under ingen omstændigheder må blande sig i det

videnskabelige arbejde, i tidspunkt og sted for offentliggørelse eller

i forskernes kommentarer til forskningsresultatet.

Det går Dandy og Monsanto aldrig med tilbage, vil nogen hævde, og det

er nok rigtigt. Derfor vil en mere retfærdig og sikker løsning være en

særlig forskningsskat på erhvervsvirksomhederne, som kanaliseres

direkte over i offentligt administreret fri og kritisk forskning.

12. november, SAP's forretningsudvalg.