Forskning for folket

De kommercielle TV-stationer overtaler EU til at droppe en forsker, som tidligere har gennemført en kritisk undersøgelse af, hvordan tv-reklamer påvirker børn.

Virksomheder i den bioteknologiske industri kræver hals og håndsret over forskningsresultaterne, hvis forskerne vil anvende deres genmanipulerede produkter i eksperimenterne.

Og så er der tyggegummi-kongen på Århus Universitet, rektor Henning Lehmann, som på Dandys vegne beordrede tre forskere til at undlade at offentliggøre de forskningsresultater, som viser, at V6-tyggegummiet ikke har den mindste forebyggende virkning på børns tænder - sådan som virksomheden påstår i reklamerne.

Både forbrugernes valg og de demokratiske politiske beslutninger bliver i stadig højere grad kunstigt videnskabeliggjort.

Tilsyneladende er det umuligt at markedsføre en sæbe, en tandpasta, en shampoo eller et kosmetikprodukt, uden at der står en hvidkitlet mand eller kvinde i baggrunden med et reagensglas.

Og i internationale organisationer som EU og WTO skal der uanfægtelige videnskabelige beviser på bordet, før et land kan få tilladelse til at gennemføre begrænsninger og indgreb af hensyn til sundhed, miljø og arbejdsmiljø. Både madsminke-sagen i EU og hormonbøf-sagen i WTO er blevet til uigennemskuelige naturvidenskabelige disputter - tilsyneladende renset for politiske overvejelser om, hvilken udvikling befolkningen ønsker eller ikke ønsker.

Netop i den situation er det ildevarslende, at erhvervslivet får stadig større indflydelse på forskningen, ikke bare fordi de har råd til at ansætte de bedste forskere i deres egne laboratorier, men fordi de åbenbart også kan afgøre, om forskningsresultaterne fra offentligt finansierede læreanstalter skal tilbageholdes eller ej.

Ugens tre afsløringer af erhvervslivets magt over forskningen får hverken de borgerlige eller Socialdemokratiet til at gribe ind.

Tværtimod ønsker de mere sponsorering, mere kontraktforskning og flere erhvervsledere i læreanstalternes bestyrelser. Det højeste, de kan svinge sig op til, er at kræve offentlighed om den kommercielle finansiering af forskningen.

Mere overraskende er måske reaktionen på universiteterne. For 30 år siden rejste der sig et oprør på universiteterne bl.a. under parolen "Forskning for folket - ikke for profitten".

I dag har profitten langt større indflydelse på universiteterne, men alligevel er studenterne tamme som lam og bakker fuldt ud op bag den århusianske Dandy og Cheminova-rektor. Kun en gruppe universitetslærere - under anførsel af netop en 68'er - protesterer.

Noget tyder på, at "folket" selv må kræve "forskning for folket - ikke for profitten". Mest nærliggende ville det være, at fagbevægelsen rejser krav, som sikrer, at samfundets interesser i en fri og kritisk forskning sikres på de højere læreanstalter.

Der er bestemt ingen grund til at forhindre private virksomheder i at punge ud til forskningen. Hvem ellers skulle betale for at afdække skadevirkningerne af genmanipulationen end den bioteknologiske industri?

Men betingelsen må være en kontrakt mellem parterne. En kontrakt, der fastslår, at sponsoren under ingen omstændigheder må blande sig i det videnskabelige arbejde, i tidspunkt og sted for offentliggørelse eller i forskernes kommentarer til forskningsresultatet.

Det går Dandy og Monsanto aldrig med til, vil nogen hævde, og det er nok rigtigt. Derfor vil en mere retfærdig og sikker løsning være en særlig forskningsskat på erhvervsvirksomhederne, som kanaliseres direkte over i offentligt administreret fri og kritisk forskning.