Sådan spurgte forskningsminister Birte Weiss for nylig i dagbladet Aktuelt, hvor hun angriber Dansk Folkepartis mistænkeliggørelse af udlændinge. Spørgsmålet er relevant. Den 9. november er årsdagen for Krystalnatten i 1938, hvor nazisterne gennemførte en landsomfattende aktion mod jøder og deres huse og forretninger i Tyskland. Denne dag er i dag asyl- og flygtningeorganisationernes og anti-racisternes markeringsdag. Der sættes fokus på flygtningenes rettigheder, ny-nazisme, racisme og stilles krav om lige rettigheder for danskere og udlændinge.

I år har Krystalnatten fået en blodig aktuelt optakt. Likvideringen af en svensk, syndikalistisk fagforeningsmand, bombeattentatet mod den dansk/svenske musiker Mikael Wiehe, trusler mod kendte kulturpersonligheder er blot de seneste eksempler på, hvordan nazisterne i Sverige arbejder. Tidligere på året blev en anti-fascistisk journalist (og hans søn) søgt dræbt med en bilbombe. Og tre nazister stod bag et bankrøveri sommer og dræbte under flugten to betjente. I Danmark er trusler og vold fra nazisterne heller ikke ukendte fænomener. Mange husker bombedrabet på Henrik Christensen, som trak tråde til nazistiske grupper, Hess-marcherne i de senere år for slet ikke at tale om de mange udlændinge, som har mærket racisternes brutalitet direkte på gadeplan i form af overfald og vold.

De svenske nazister er omkring 2.000 ifølge eksperter. I Danmark er der ca. 200. Umiddelbart synes de ikke at være noget problem. Men man skal ikke lade sig narre. For det første fordi det ikke er antallet, der afgør, hvad de laver. For det andet fordi det politiske klima, nazisterne i dag opererer i er mere åbent over for at gribe til ekstreme metoder, end det har været tilfældet tidligere. Den bredere, brune højrebølge, som Dansk Folkeparti og racisten Mogens Glistrups Fremskridtparti i dag give mæle udgør en politiske sump, hvor nazisterne – gennem en kritik af de etablerede højrepartiers manglende radikalisme i den politiske kamp – kan hente rekrutter til sine politiske synspunkter.

Kaster man også et blik på Europa er tendensen fra Danmark ikke enestående. Østrig og Schweiz har netop haft valg, hvor fremmedhetzende partier har vundet stor opbakning. I Frankrig og Belgien har højreekstreme partier også en markant politisk platform. I Norge gennemførte Fremskrittspartiet en kommunalvalgkampagne bygget op omkring udlændingehetz.

Der er således al mulig grund til at tage højrebølgen alvorligt. Både den »pæne« (højrepartierne) og den »ekstreme« (nazisterne). Den er en realitet, som ikke kan ties ihjel eller stoppes ved at blive fodret med et par politiske lunser. Den linje har spillet fallit. Regeringens talrige stramninger på flygtningeområdet har ikke stoppet Dansk Folkeparti hverken i kommunerne eller i Folketinget.

I stedet er det nødvendigt at være klar i både tale og politik. Selv om man kan notere sig, at statsministeren nu lægger afstand til højrebølgen, så kommer det sent. Og tale er ikke nok, når der også mangler klarhed i politikken. For hvordan kan man tage det alvorligt, når regeringen på den ene side taler om Dansk Folkepartis menneskesyn og på den anden side laver en integrationslov, som indfører diskrimination? Udlændinge får 2.000 kr. mindre i ydelse end danskere på kontanthjælp!

Er der et udtryk, som vil komme til at følge Nyrup Rasmussen på samme måde som Schlüter må trækkes med »Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet«, så er det den markante replik om Dansk Folkeparti: »I bli’r aldrig stuerene«. Men hvis han vil undgå, at replikken får samme hule klang som Schlüters, bør han vise, at der er indhold i ordene. Første skridt er at tage LO’s og de mange andre organisationers kritik og fjerne diskriminationen i Intergrationsloven.