Efter LO Kongressen:

Hvad skal vi med fagbevægelsen?

Mens lysene slukkes i Falkoner Centret, og de 800 delegerede på LOs

kongres drager hjemad, må 1,5 mio. LO-medlemmer sidde tilbage med

spørgsmålene: Er det virkelig vores repræsentanter? Er det virkeligt

fagbevægelsens styrke og enhed, der afspejles i LO-toppen?

Nej, det er ej! LOs top med Hans Jensen i spidsen er først og fremmest

et kæmpe problem for fagbevægelsens medlemmer. Debatten om det

såkaldte "velfærdsudspil" viste tydeligt, at LO-Hans tager

udgangspunkt i regeringen og de borgerlige partiers verden. Her

betragtes offentlig service som et problem for virksomhedernes

konkurrenceevne. Her oversættes solidaritet til øget brugerbetaling.

Og her skal den sociale velfærd tilpasses det liberaliserede

EU-marked.

Også debatten om de kommende overenskomster var et skoleeksempel på,

hvordan man med alvorsminer kan skide på medlemmerne. Ikke et ord om,

hvordan man kan koordinere indsatsen for at kæmpe medlemmernes

hovedkrav om seks ugers ferie igennem. Eller om hvordan man kan slås

for overenskomstmæssige rettigheder i de jobs, der i dag udføres som

aktiveringsslaveri. Tværtimod en masse formaninger om

løntilbageholdenhed og om det nye modebegreb i LO-toppen - "dæmpning

af forventningspresset".

Men der er heldigvis andre holdninger i fagbevægelsen end LO-Hans´.

Ja, selv blandt de kongresdelegerede var der flere, der tog deres

medlemmers interesser alvorligt. For eksempel. repræsentanterne fra

pædagogmedhjælperne i PMF og de offentlige ansatte i FOA. De

fastholdt, at udliciteringer af offentlig service ikke er vejen til

velfærd, men til afvikling af velfærden. Eller de SiD-repræsentanter,

der slog et slag for, at overenskomstforhandlingerne drejer sig om

medlemmernes krav og ikke om regeringens og arbejdsgivernes krav om

løntilbageholdenhed.

Ikke fordi det ændrer ved en LO-kongres, som styrkede billedet af, at

vi ikke kan bruge fagbevægelsens top til noget. Det opfølgende

spørgsmål er derfor: hvad skal vi med fagbevægelsen? Det gav

kongressen ikke noget godt svar på. Men dagligdagen på mange

arbejdspladser viser, at der både er brug for sammenhold og

organisering og for andre boller på suppen, hvis fagbevægelsen skal

udfylde sin rolle.

Når udliciteringer af arbejdsopgaver på de københavnske sygehuse fører

til drastisk lønnedgang, så kræver det organiseret modstand fra de

ansatte og deres fagforeninger. Når en tillidsmand på Fritz Hansen

Møbler i Allerød bliver fyret, så kræver det organiseret modstand. Når

de københavnske forældre og daginstitutions-ansatte demonstrerer mod

nedskæringer, så er der brug for organiseret modstand og opbakning fra

de faglige organisationer.

Nogle fagforeninger tager deres ansvar alvorligt, bakker deres

medlemmer op i modstanden mod angreb fra arbejdsgiverne og

nedskæringspolitikerne og yder praktisk solidaritet til andre. Men alt

for mange faglige ledere har ikke disse kvaliteter.

Intet er vundet ved at vende fagbevægelsen og de uduelige ledere

ryggen. Derimod er den reelle opgave, at arbejde for en anden og aktiv

linie og få sat de uduelige ledere på porten. En demokratisk og

kæmpende fagbevægelse kommer ikke af sig selv, men ved at aktive

medlemmer går i spidsen. Det er forudsætningen for, at vi kan udnytte

den styrke, som fagbevægelsen faktisk har.

SAP´s forretningsudvalg den 29. oktober 1999