Med alle odds imod sig har de københavnske forældre og deres organisation KFO gennemført en imponerende flot mobilisering mod Socialdemokratiets og de borgerlige partiers nedskæringer på daginstitutionerne. Ikke ved en tilfældighed, men bl.a. fordi de siden sidste års nedskæringsrunde har opbygget lokale netværk af forældre.

Selv om de ikke har meget at true politikerne med, er det i år lykkedes dem at mobilisere tusindvis af forældre til fælles aktion og vinde kampen om offentlighedens holdning.

Men først og fremmest har de med den socialdemokratiske gruppeformand Johannes Nymarks ord været "en hårsbredde" fra vælte budgetforliget med de famøse fire procents hug til vuggestuer og børnehaver.

Skulle nogle være i tvivl om, at det lige netop er mobiliseringerne, der var så tæt på at fjerne nedskæringerne, er samme Nymark mand for at sætte tingene på plads. De tre frafaldne socialdemokratiske virkelige forbrydelse er ifølge gruppeformanden, at de meldte fra i sidste øjeblik - efter at de havde givet de socialdemokratiske forhandlere lov til at indgå forliget med de borgerlige partier.

Det var altså først, da forældrene havde aktioneret i en uge, at det gik op for Finn Rudaizky, Winnie Berndtson og Jette Bautrup, at den var gal.

I det lys er det mildest talt deprimerende at se, hvor tilbagelænet pædagogernes og medhjælpernes fagforeninger har taget denne situation. Og det grænser til det latterlige at høre fagforeningsledere forklare, "at det alligevel ikke nytter noget at strejke".

Hvilken dyb indsigt er det, de har, som gør dem i stand til med sikkerhed at konstatere, at tre frafaldne forligspolitikere ikke kunne blive til fire, hvis de ansatte i daginstitutionerne ikke havde overladt hele kampen til forældrene?

Det er i hvert fald ikke erfaringerne fra et par af de københavnske bydele, hvor beslutningerne ligger i bydelsrådene, og hvor aktionerne efter alt at dømme vil forhindre nedskæringer i daginstitutioner.

Pædagogfagforeningernes ledere henviser naturligvis til tidligere strejker, som ikke har givet resultat. Og ingen kan heller tillade sig at hævde, at pædagogstrejker er den sikre vej til sejr.

Men omvendt nytter det ikke, at fagforeningsledere i den grad lader sig dope af fortidens nederlag, at de ikke kan stikke fingeren i jorden og fornemme, at lige netop i år havde de chancen for at ændre på tingene.

Lige netop denne gang kunne det være omkostningerne værd at tage en konflikt ikke bare for børnenes og forældrenes skyld, men for deres egne arbejdsbetingelser. Om de så ville omgå de fagretslige regler og lade budskabet sive ad de kanaler, som altid findes, eller om de ville tage konfrontationen lige på og hårdt og opfordre medlemmerne til at strejke, er en detalje i den sammenhæng.

Men LFS, BUPL og PMF er ikke de eneste fagforeninger, som svigtede kampen mod nedskæringer i København i år. Det er meget banalt, men der er grund til at gentage det: Forældre er ikke en særlig race eller en særlig erhvervsgruppe; forældre er såmænd bare lønarbejdere med børn.

På samme måde som dele af den københavnske fagbevægelse har indset nødvendigheden af at tage stilling til medlemmernes ønsker for lokalkvarternes fremtid - i konflikten om Folkets Park og Have På En Nat - på samme måde må fagbevægelsen også udnytte sin kollektive styrke til at forsvare medlemmernes muligheder for at få passet deres børn på betryggende vis.

Faktisk har fagbevægelsen organiseret sig efter kommune, i f.eks. LO-København, netop for at kunne påvirke de kommunale beslutninger. En klar melding herfra kunne kun have styrket kampen, om det så kun havde været en udtalelse. Og så tør vi slet ikke tænke på muligheden for den københavnske fagbevægelse som medarrangør af en demonstration eller en symbolsk arbejdsnedlæggelse.