Når man ser på, hvad der er oppe i den politisk debat er det ofte værd, at skue lidt tilbage i tiden for at sætte tingene i perspektiv.

Den 21. september 1992 kunne man læse følgende i BT: Når vi skal forhandle med de øvrige EF-lande om vores tilknytning til EF, skal vi ikke søge en dansk særordning, som Socialdemokratiet har foreslået i deres oplæg til forhandling med EF. Det er et alt for beskedent oplæg, og det er derudover ganske urealistisk fordi presset på Danmark vil blive alt for stort. Vi skal ikke køres ud på et sidespor i nogle år, indtil vi har "besindet os" og alligevel bider til bolle". Disse ord var skrevet af Holger K. Nielsen. Et halvt år senere anbefalede han at stemme "ja" til nøjagtig det han advarede imod og politikerne havde travlt med at forklare, at undtagelserne ville der ikke blive rørt ved. Det fik en snævert "ja" hjem til folkeafstemningen dengang.

Hovedparten af poltikerne ser det nu som sin opgave, at få forbeholdene ophævet et for et. Det eneste spørgsmål, der rejser sig er, hvornår folkeafstemningerne skal gennemføres. Socialdemokratiet har udskudt den endelige beslutning til den næste kongres, mens De Konservative har forståelse for, at Socialdemokratiet giver sig god tid, presser Venstre på for at få fastsat en dato. Men det er i og for sig taktiske overvejelser om, hvordan man får befolkningens godkendelse, eller politisk plat, som i Venstres tilfælde.

Under alle omstændigheder er det startskuddet til en kampagne, der skal overbevise befolkningen om at stemme "ja". Her det største problem for politikerne, de socialdemokratiske arbejdere. Derfor er det først og fremmest Socialdemokratiet og LOs opgave. Næste skridt bliver taget på LOs kongres den 24-29. oktober.

Der er derfor nu behov for, at ØMU-modstanderne især i fagbevægelsen kommer i offensiven med et alternativ til ØMUen.